Lægeforeningen efterlyser ny psykiatriplan

Psykiatrien er nu rykket op som befolkningens vigtigste sundhedspolitiske prioritet.

Lægeforeningen efterlyser ny psykiatriplan
Lav tillid til forbedringer trods tiårsplan – læger peger på mangel på kapacitet og personale. Modelfoto: Colourbox.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lav tillid til forbedringer trods tiårsplan – læger peger på mangel på kapacitet og personale.

Psykiatrien er nu rykket op som befolkningens vigtigste sundhedspolitiske prioritet. Det viser nye tal fra Danskernes Sundhedspolitiske Barometer. Samtidig er tilliden til forbedringer fortsat lav, selv om der blev vedtaget en tiårsplan for psykiatrien i 2022.

Et flertal af danskerne oplever, at patienter ikke får tilstrækkelig hjælp, og kun tre ud af ti tror på, at situationen vil være forbedret om fem år.

Mangel på kapacitet i psykiatrien
En medlemsundersøgelse fra Lægeforeningen blandt læger i psykiatrien peger på fortsatte udfordringer med kapaciteten. Otte ud af ti vurderer, at der ikke er tilstrækkelig kapacitet til hurtig udredning og behandling af patienter.

Samtidig spores der dog en vis optimisme blandt lægerne.

“Det er positivt, at vi ser de første små tegn på fremgang, men alt for mange patienter får stadig ikke den hjælp, de har brug for. Det er afgørende at øge kapaciteten, ikke mindst til gavn for mennesker med de sværeste psykiske lidelser, og det kalder på politisk handling,” siger Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke.

Forslag om Psykiatriplan 2.0
På den baggrund foreslår Lægeforeningen en ny Psykiatriplan 2.0. Den skal blandt andet sikre stabil finansiering, flere speciallæger her og nu, bedre adgang til behandling i hele landet samt en styrket indsats for børn og unge – både før og under udredning.

”Flere speciallæger til alle dele af psykiatrien er et must for at komme i mål med et varigt løft. Og akkurat som på kræftområdet kræver det mange nye psykiatriplaner og kontinuerlige forbedringer at komme i mål,” slår Camilla Rathcke fast.

Behov for flere ansatte
Ifølge undersøgelsen er behovet for mere personale tydeligt. Hele 85 procent af lægerne peger på dette som afgørende for at forbedre psykiatrien.

”Det er et meget klart signal, som man politisk er nødt til at handle på,” siger Lægeforeningens formand.

Del