Kulturarrangører inviteres til ny runde med støtte til lokale projekter
Sammen om Kulturen åbner snart en ny ansøgningsrunde.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Sammen om Kulturen åbner snart en ny ansøgningsrunde. På et informationsmøde i Havnsø den 11. november kan lokale arrangører høre om temaet og mulighederne for at søge støtte til kulturprojekter i Kalundborg Kommune.
Efter at have fordelt to millioner kroner til 26 kulturprojekter i 2026 gør foreningen Sammen om Kulturen klar til en ny ansøgningsrunde.
Bestyrelsen inviterer derfor til open call og informationsmøde onsdag den 11. november kl. 16.30 i Havnsø Sejlklub. Her bliver temaet for den kommende runde præsenteret sammen med kriterierne for støtte og den praktiske ansøgningsprocedure.
Plads til både idéer og færdige projekter
Mødet henvender sig til både nye og erfarne arrangører. Foreninger, kulturaktører, institutioner og andre, der har lyst til at skabe kulturoplevelser i kommunen, er velkomne.
Det gælder både dem, der allerede har et konkret projekt i tankerne, og dem, der søger inspiration eller samarbejdspartnere.
Deltagerne kan stille spørgsmål og høre mere om, hvordan deres idéer kan passe ind i kulturpuljen. Bestyrelsen vil desuden fortælle om erfaringerne fra årets to ansøgningsrunder.
Der bliver også mulighed for at møde andre arrangører og drøfte samarbejder på tværs af kulturlivet og kommunens lokalområder.
To millioner kroner til kulturlivet
Sammen om Kulturen er en forening stiftet i et samarbejde mellem lokale virksomheder og Kalundborg Kommune. Foreningen skal gennem samarbejde og økonomisk støtte bidrage til at udvikle kulturtilbud og events i hele kommunen.
Kulturpuljen støtter både nye og eksisterende kulturaktører og initiativer. I 2026 har i alt 26 projekter fået støtte på samlet to millioner kroner fordelt over to ansøgningsrunder.
Ansøgningsfristen for den kommende runde er den 15. februar 2027.
Informationsmødet i Havnsø Sejlklub er åbent for alle interesserede arrangører. Læs mere om kulturpuljen, kriterier og ansøgning på kalundborg.dk/SOK