Sommerserie: Hvad er kultur for dig?
TV-Kalundborg.dk har denne sommer fokus på kultur. Vi har spurgt en række borgere i Kalundborg om, hvad kultur er for dem, ligesom vi følger op med en række artikler, hvor kultur er i fokus. I dag kan du læse om Lise Kristoffersen.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Navn, alder og by:
Lise Kristoffersen, 53, Kærby
Hvad laver du til dagligt:
Jeg er selvstændig konsulent laver projekt- og forandringsledelse i organisationer og virksomheder. Derudover driver jeg KGS - Kærby Gl. Skole, hvor jeg også bor. Det er en platform for litteratur, kunst og ledelse.
Er du aktiv i en forening eller frivillig – hvis ja hvor:
Jeg er formand for Kærby Landsbylaug, som laver aktiviteter lokalt i Kærby og omegn. Derudover driver jeg også Foreningen Kærby Gl. Skole, som blandt andet står bag Kalundborg Litteraturfestival, som er et nyt initiativ i Kalundborg Kommune.
Hvad er kultur for dig?
Kultur er alt det, der binder vores samfund sammen, og som kan være svært at sætte ord på, men som kommer til udtryk gennem blandt andet litteratur, mad, teater, musik og kunst. For mig er kultur både langbordsmiddage, fællessang, festivaler og litteratursamtaler. Det er der, hvor vi mødes og er nysgerrige på hinanden og det, der omgiver os, og gennem oplevelser og aktiviteter får erkendelser, ord og tanker, der giver os mulighed for at folde os ud og nærme os hinanden.
Hvor får du dine kulturelle oplevelser:
Jeg opsøger de lokale steder og kunsthåndværkere, vi har, for de findes kun hvis vi støtter op om dem og de mennesker, der står bag. Men jeg har fx. også årskort til Blaagaards Teater sammen med min yngste datter, da de sætter nogle spændende samfundsrelevante stykker op, som altid overrasker. Louisiana er et andet sted, som jeg elsker at komme. Og så besøger jeg hvert år festivaler både musik og litteraturfestivaler.
Hvad savner du kulturelt i Kalundborg?
Flere eksperimenter og samarbejder på tværs.
Hvad er du rigtig glad for kulturelt i Kalundborg?
Biblioteket, Kalundborg Kunstforening, Højbyen, SKØL og sportsforeningerne - for bare at nævne nogle.