KORK er klar med fredagsmusik

Som noget nyt tilbyder KORK Vestre Havneplads 6 musik hver den første fredag i måneden. Næste gang er 3. juli.

KORK er klar med fredagsmusik
Hanne Dyremose, KORK, er klar med et nyt tiltag: Guitarmusik hver den første fredag i måneden. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Den første fredag i hver måned bliver der skruet ekstra op for hyggen hos KORK på Vestre Havneplads 6 i Kalundborg.

Det har indehaver Hanne Dyremose sørget for, og planen er at gøre den første fredag i hver måned til noget ganske særligt.

"Vi vil gerne skabe en hyggelig fredagsstemning – en slags fyraftenshygge, før weekenden går i gang. Måske har man lyst til at hænge lidt ud med noget at drikke, lidt snacks og god musik," forklarer Hanne Dyremose.

Første gang, der var fredagsmusik, var på grundlovsdag, og næste gang bliver den 3. juli, hvor Guitarmanden – alias Henning Weisdorf fra Kirke Helsinge – kommer og spiller.

I august er det Guitarguy, alias Claus Schlütter, der slår akkorderne an på scenen hos KORK. Han spiller den 7. august.

"De to guitarmænd spiller fra scenen, men hvis vejret er godt, kan vi rykke udenfor. Det håber jeg, kan lade sig gøre i løbet af sommeren. Og de siger, at man gerne må komme med ønsker til numre, man gerne vil høre," fortæller Hanne Dyremose.

Musikken er stille og rolig, så man kan hygge sig og snakke sammen, mens den spiller.

Det er ikke helt ukendt med musik hos KORK, men tidligere har det primært været DJ’s.

"Jeg tror mere, at vores gæster er til den her slags musik, så vi håber, at Kalundborg vil tage godt imod tiltaget og komme med og hygge om fredagen," siger Hanne Dyremose.

Claus Schlütter kommer desuden og spiller både fredag og lørdag under byfesten.

Del