Konkurrence: Sommerbogen er tilbage

En sommerkonkurrence, der skal få børn til at læse flere bøger, skydes i gang fredag. 

Konkurrence: Sommerbogen er tilbage
Sommerbogen er tilbage og man kan vinde et sæt VR-briller og tømme en boghandel på fem minutter.

Af Charlotte Koefoed   charlotte@tv-kalundborg.dk


Bag Sommerbogen, som er Danmarks største læsekonkurrence, står De Danske Børnebiblioteker, der arbejder hen imod Sommerbogens fornemmeste opgave – nemlig at tilbyde børn en masse spændende litteratur i sommerferien.

For at deltage i konkurrencen, hvor man kan vinde et par VR briller og få lov til at tømme en boghandle på fem minutter, skal man hente et udfordringsark på det lokale bibliotek, skrive tre korte anmeldelser af tre
bøger, man har læst/lyttet og vende retur med arket til biblioteket.

Så kan man vælge en spritny bog og samtidig deltage i Sommerbogs-konkurrencerne.

Tusindvis af børn i alderen 6-15 år deltager hvert år i kampagnen, der altså med stor succes får børnene
til at læse mere og dele de gode oplevelser med hinanden.

Sommerbogen starter fredag den 12. juni og løber til og med den 14. august.

Hvad skal børnene læse og hvad er det for nogle udfordringer, de skal løse? 

For at øge læse/lyttelysten og læse/lytteglæden er kampagnen bygget op om en række udfordringer,
som børnene skal løse mens de læser/lytter.

På arket, børnene henter, er der 30 udfordringer med varierende sværhedsgrad, for eksempel kan det være at spise en is, mens de læser/lytter. Børnene skal herefter løse mindst 10 af udfordringerne og udfylde de
tre anmeldelser på bagsiden af udfordringsarket. Bøgerne, børnene læser/lytter og anmelder, skal blot
følge det niveau, de læser på.

Når børnene herefter dukker op på biblioteket med arket, vil der være et udvalg af præmie-bøger, de
kan vælge imellem, så de kan få deres helt egen bog med hjem.

Alle deltagende børn er med i lodtrækningen om de tre hovedpræmier, hvor de får lov til at tømme
en boghandel på 5 minutter og helt eksklusivt for alle børnene i Kalundborg Kommune, er der også en
lokal præmie, der trækkes lod om, nemlig et sæt VR-Briller.

 

 

Del