Kommunen indkalder til borgermøde om Holmen Pumpelag

Kalundborg Kommune inviterer til borgermøde om Holmen Pumpelag, hvor kommunen og rådgivningsfirmaet NIRAS vil orientere om projektet og den videre proces. 

Kommunen indkalder til borgermøde om Holmen Pumpelag
Holmens udløb stopper til hele tiden, derfor forsøger kommunen nu - igen - at finde en løsning. Der er borgermøde om sagen i august. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Kommune inviterer til borgermøde om Holmen Pumpelag mandag den 18. august 2026 fra klokken 17 til 20 i Svallerup Forsamlingshus.

På mødet vil kommunen og rådgivningsfirmaet NIRAS orientere om projektet og den videre proces. Der vil blandt andet blive orienteret om baggrunden for projektet, den nye myndighedsbehandling, udførte undersøgelser, udkast til detailprojekt, tidsplan samt økonomiske forhold og partsfordeling. Der bliver også mulighed for at stille spørgsmål.

Kommunen har inviteret de borgere, som forventes at blive en del af det kommende pumpelag.

Sagen om Holmen strækker sig helt tilbage fra før 2013, hvor Holmen Vandløbslavs blev stiftet med det formål at skabe og opretholde en dialog med Kalundborg Kommune med særligt henblik på at få skabt en holdbar løsning for afvanding af Holmen. 

Baggrund

Baggrunden for projektet er de udfordringer, der gennem mange år har været med vandløbet Holmen, som har udløb i Storebælt. Særligt ved vestenvind har det været svært at holde udløbet fri for sand, og flere tidligere løsninger har ikke haft den ønskede effekt.

Vandløbet Holmen har sit udløb ved Svallerup Strand og samler vand fra et større areal. Udløber ved stranden sander til på grund af det meget lave fald. Foto: Charlotte Koefoed

Kalundborg Kommune har derfor tidligere besluttet at arbejde videre med en mere permanent løsning. Der blev udarbejdet en rapport, som beskrev problemerne i vandløbet og pegede på forskellige løsningsmuligheder. Rapporten viste blandt andet, at vandløbet har meget lidt fald, hvilket giver en svag vandstrøm og gør det vanskeligt for udløbet selv at holde sig fri for sand.

Kommunen, lodsejere og grundejere besluttede herefter at arbejde videre med en pumpeløsning.

Den tidligere myndighedsproces førte til en afgørelse i august 2019, men sagen blev efterfølgende påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som i januar 2025 sendte sagen tilbage til fornyet behandling.

Kalundborg Kommune har derfor nu igangsat en ny proces, hvor projektet gennemgås på ny, og hvor der udarbejdes et opdateret fagligt og myndighedsmæssigt grundlag. Der arbejdes fortsat med en pumpeløsning.

NIRAS er hyret som konsulent på opgaven og skal blandt andet stå for hydrauliske beregninger, miljøvurderinger samt udarbejdelse af materiale til nødvendige tilladelser og dispensationer. I løbet af 2026 vil medarbejdere fra NIRAS derfor være i området for at foretage undersøgelser, registreringer og opmålinger.

Del