Kom til stemningsfuld aften i Nyvangskirken

Plads til fordybelse – hvad har vi at glæde os over? Det kan man få svaret på i Nyvangskirken.

Kom til stemningsfuld aften i Nyvangskirken
Nyvangskirken sætter fokus på de forventninger, forberedelser og glæder, der følger med foråret. Foto: Jens Nielsen

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Torsdag den 30. april klokken 19 inviterer Nyvangskirken til en stemningsfuld aften, hvor man tager forskud på Store Bededag og byder foråret velkommen.

Under overskriften 'Plads til fordybelse – hvad har vi at glæde os over – eller til?'  sætter Nyvangskirken fokus på de forventninger, forberedelser og glæder, der følger med foråret.

Foråret er en tid, hvor meget spirer frem – både i naturen og i vores egne liv – og denne aften giver mulighed for at standse op og give plads til eftertanke.

Aftenen begynder med en kort andagt i kirken, hvorefter der serveres varme hveder i pejsestuen. Her er der mulighed for hyggeligt samvær og gode samtaler i uformelle rammer.

Alle er hjerteligt velkomne.

Del