Kom på skriveværksted - eller bliv klogere på AI

Der er nye tilbud på de kommunale biblioteker. Nu kan du kommer på skriveværksted og bliver klogere på AI. 

Kom på skriveværksted - eller bliv klogere på AI
Du kan kommer på skriveværksted og bliver klogere på AI via dit lokale bibliotek. Modelfoto

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Hvordan får man sine minder og livshistorier ned på papir? Og hvordan bruger man egentlig kunstig intelligens i hverdagen?

Det kan man finde ud af i løbet af efteråret og vinteren, når bibliotekerne i Kalundborg, Høng og Gørlev inviterer til en række undervisningsforløb.

Kalundborg Biblioteker åbner nemlig dørene til to forskellige tilbud, nemlig forløb med skriveværksteder og forløb om AI. Fælles for tilbuddene er, at tilbuddene er gratis, og at man ikke behøver særlige forkundskaber for at deltage.
 
Nogle gange begynder et godt samarbejde helt enkelt med en telefonsamtale og en kop kaffe. Sådan var det også, da Kalundborg Biblioteker og AOF satte sig sammen for at tale om, hvordan de to parters forskellige kompetencer kunne bringes i spil til gavn for borgerne.

AOF stiller dygtige og erfarne undervisere til rådighed, og ved at kombinere det med bibliotekernes lokale forankring bliver det muligt at skabe nye muligheder for at lære, udfolde sig og blive klogere.

”Kulturel og digital dannelse er en naturlig del af bibliotekernes kerneopgave. Med dette samarbejde får vi på en rigtig fin måde bundet de to ting sammen. Det er på mange måder essensen af det moderne bibliotek at ruste mennesker til både at forstå verden omkring sig, og sig selv i den,” siger Stine Veisegaard, afdelingsleder Kalundborg Biblioteker.

Skriv dine erindringer

På forløbet ”Skriv dine erindringer – Dengang jeg var barn …” får deltagerne inspiration og enkle redskaber til at sætte ord på minder og livserfaringer. Hvad husker du fra din barndom, ungdom og voksenliv? De store øjeblikke, de sjove historier, familietraditionerne eller de mennesker, der har sat spor?

Man behøver ikke at være vant til at skrive. Det vigtigste er lysten til at fortælle.
Kurset giver tid til at mindes og skrive, men også mulighed for gode samtaler og et hyggeligt fællesskab med andre. For nogle vil det handle om at bevare og give minder videre til børn, børnebørn, familie og venner. For andre kan forløbet blive en anledning til at udforske det at skrive og fortælle og måske opdage nye sider af deres egen kreativitet.
Et forløb er over seks gange og varer fem timer pr. gang.

Bliv tryg ved AI og de nye digitale værktøjet

På forløbet ” AI – Kunstig Intelligens i hverdagen” får deltagerne mulighed for selv at prøve ChatGPT og andre AI-værktøjer.
Kunstig intelligens er på kort tid blevet en del af vores hverdag. På forløbet handler det ikke om at være teknologiekspert, og man lærer blandt andet, hvordan AI kan bruges i hverdagen, og hvordan man kan forholde sig kritisk til billeder, tekster og andet indhold, som kan være skabt ved hjælp af kunstig intelligens.

Målet er, at deltagerne går hjem med en større forståelse af teknologien og med værktøjer, som de kan bruge med det samme. Et forløb er over to gange, og varer tre timer pr. gang.

Praktisk info:

De gratis forløb bliver afholdt på tre af Kalundborg Bibliotekers biblioteker. 

Kalundborg Bibliotek
Skriv dine erindringer – Dengang jeg var barn …
Forløb af seks mandage: 21. september til 2. november fra kl. 9 til 14. 
AI – Kunstig Intelligens i hverdagen.
Forløb af to onsdage: 22. og 29. september 2026
Formiddagshold: kl. 9 til 12. 
Eftermiddagshold: kl. 12.30–15.30

Høng Bibliotek
Skriv dine erindringer – Dengang jeg var barn …
Forløb af seks onsdage: 4. november til 9. december fra kl. 9 til 14. 
AI – Kunstig Intelligens i hverdagen
Forløb af to torsdage: 5. og 12. november 2026
Formiddagshold: kl. 9 til 12.
Eftermiddagshold: kl. 12.30–15.30

Gørlev Bibliotek
AI – Kunstig Intelligens i hverdagen
Forløb af to tirsdage: 12 og 19. januar 2027
Formiddagshold: kl. 9 til 12.
Eftermiddagshold: kl. 12.30–15.30
Skriv dine erindringer – Dengang jeg var barn …
Forløb af seks fredage: 15. januar – 26. februar 2027 kl. 9 til 14. 
Alle undervisningsforløb er gratis.


Læs mere om de enkelte hold, datoer og tilmelding på Kalundborg Bibliotekers hjemmeside
under ”Det sker”eller via AOF.

Ønskes hjælp til tilmelding kan man altid henvende sig til et af Kalundborg biblioteker og
få hjælp af personalet

Del