Knap 350 tilmeldt Symbioseløbet på Lerchenborg
Kalundborg IF havde arrangeret løbet i samarbejde med Kalundborg Symbiose og Lerchenborg Gods.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Søndag formiddag blev Symbioseløbet afholdt for 12. gang. I alt 335 deltagere i alle aldre havde meldt sig til løbet ved Lerchenborg Gods.
Kalundborg Idræts Forening (KIF) havde arrangeret løbet i samarbejde med Kalundborg Symbiose og Lerchenborg Gods. Omkring 30 frivillige var mødt op fra morgenstunden for at gøre startområdet og de øvrige faciliteter klar.
Deltagerne kunne både løbe og gå. De kunne vælge mellem fire distancer: 2,5 og 5 kilometer gennem parken ved Lerchenborg samt 10,6 kilometer og halvmaraton på ruter, der også førte ud i området omkring godset. Den lange rute var i år lagt om, så alle deltagere kom gennem parken.
Inden starten stod Rikke Eckermann for opvarmningen. Efter turen fik børnene medaljer, og takket være sponsorer kunne arrangørerne uddele 87 lodtrækningspræmier. Der var også frugt og kage til deltagerne.
Parken var åben for både deltagere og andre besøgende på løbsdagen. Kalundborg Symbiose havde desuden en pavillon, hvor gæster kunne høre om samarbejdet mellem de lokale virksomheder og deres udnyttelse af hinandens restprodukter.
Lerchenborg Gods ligger på Asnæshalvøen syd for Kalundborg. Herregården blev opført i årene 1743–1753 af general Christian Lerche, og har siden været knyttet til slægten Lerche-Lerchenborg.