Knallertens historie ruller ind i Jorløse Forsamlingshus
Benny Lorentsen tager publikum med på en humoristisk og nostalgisk rejse.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Benny Lorentsen tager publikum med på en humoristisk og nostalgisk rejse gennem knallertens historie ved foredrag den 3. september.
Knallerten er omdrejningspunktet, når Benny Lorentsen torsdag den 3. september gæster Jorløse Forsamlingshus med et foredrag om et af Danmarks mest ikoniske transportmidler.
Foredraget sætter fokus på knallertens historie – fra dengang den var allemandseje, over en periode med faldende popularitet, til den igen har fået status som kulturhistorisk ikon og eftertragtet samleobjekt.
Fra transportmiddel til livsstil
Under foredraget fortæller Benny Lorentsen blandt andet om, hvordan knallerten har været med til at skabe fællesskaber og knallertklubber, og hvordan den for mange er blevet en livsstil.
Publikum får også et indblik i knallertens udvikling gennem tiden og hører om nogle af de mest populære mærker. Samtidig deler Benny Lorentsen historier og fakta fra en tid, hvor der var stor aktivitet i knallertbranchen, og fortæller om arbejdet med at fremstille reservedele til maskiner, der er mere end 50 år gamle.
Fællesspisning før foredraget
Arrangementet begynder med fællesspisning kl. 18.00, mens foredraget starter kl. 19.00. Foredraget finder sted i Jorløse Forsamlingshus på Jorløse Byvej 23 i Svebølle og arrangeres af Jorløse Forsamlingshus i samarbejde med Liv i Forsamlingshusene.
Prisen inkluderer spisning, kaffe og kage. Der vil desuden være mulighed for at købe øl, vin og vand.
Tilmelding på https://place2book.com/da/sw2/sales/n0aek5w0g skal ske senest søndag den 30. august.
Læs evt. mere på: www.kalundborglif.dk eller på www.jorlose.dk