Klimagudstjeneste på Sejerø markerer COP31

Når COP31, FN's internationale klimatopmøde, åbner den 9. november i Antalya i Tyrkiet, bliver det samme dag markeret med en særlig klimagudstjeneste i Sejerø Kirke.

Klimagudstjeneste på Sejerø markerer COP31
Der er en særlig klimagudstjeneste i Sejerø Kirke mandag den 9. november. Privatfoto

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk 

Små øer står sammen i klimakrisen. Det markeres blandt andet med en klimagudstjeneste mandag den 9. november i Sejerø Kirke. 

Når COP31, FN's internationale klimatopmøde, åbner den 9. november i Antalya i Tyrkiet, bliver det samme dag markeret med en særlig klimagudstjeneste i Sejerø Kirke.

Årets klimatopmøde sætter særligt fokus på småøers vilkår i en tid præget af klimaforandringer. Derfor har Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og Folkekirkens Nødhjælp i samarbejde med sognepræst Erik Hviid Larsen taget initiativ til gudstjenesten på Sejerø.

Som dansk småø oplever Sejerø på sin egen måde de forandringer, som et ændret klima medfører. Samtidig deler øen en række udfordringer med de små østater, hvis fremtid er tæt knyttet til udviklingen i klimaet og havniveauet.

"Med gudstjenesten vil vi gerne vise, at små øer verden over på mange måder er i samme båd. Selvom vores situationer er forskellige, deler vi både sårbarheden over for klimaforandringer og kærligheden til det sted, vi kalder hjem," siger Erik Hviid Larsen, sognepræst ved Sejerø Kirke.

Gudstjenesten vil blandt andet rumme videohilsner fra Sejerøs skolebørn samt en videohilsen fra kirkelige repræsentanter fra stillehavsøen Fiji.

Indslagene skal understrege solidariteten mellem øsamfund på tværs af kontinenter og vise, hvordan klimaforandringer berører mennesker lokalt, samtidig med at de skaber globale fællesskaber.

Arrangementet sætter også fokus på håb, ansvar og handlekraft i mødet med klimakrisen.

"Klimaforandringer er en global udfordring, men de mærkes lokalt. Med gudstjenesten ønsker vi at skabe forbindelse mellem Sejerø og andre øsamfund i verden og minde om, at vi har et fælles ansvar for skaberværket og for hinanden," siger Peter Lodberg, formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.

"Folkekirkens Nødhjælp er glade for at kunne skabe relationer mellem kirker ude og kirker hjemme. Når mennesker over så lang afstand kan finde fællesskab og tage del i hinandens gudstjenester, så er der håb for fremtiden", siger Sarah Ziethen, præst i Folkekirkens Nødhjælp.  

Praktisk information

Klimagudstjeneste i Sejerø Kirke

Dato: 9. november 2026

Tid: Klokken 10. 

Sted: Sejerø Kirke Alle interesserede er velkomne.

Del