KL vil styrke lokaldemokratiet: Nyt fireårigt initiativ skal engagere flere borgere
Initiativet har fået navnet ”Demokrati og sammenhængskraft” og skal sætte fokus på, hvordan det lokale demokrati kan udvikles og gøres mere relevant for borgerne i fremtiden.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
KL lancerer nu sammen med landets kommuner et nyt fireårigt initiativ, der skal styrke det lokale demokrati og øge borgernes engagement i kommunalpolitik og fællesskaber.
Initiativet har fået navnet ”Demokrati og sammenhængskraft” og skal sætte fokus på, hvordan det lokale demokrati kan udvikles og gøres mere relevant for borgerne i fremtiden.
Demokratiet skal ikke tages for givet
Baggrunden for indsatsen er blandt andet en oplevelse af større afstand mellem borgere og politikere samt et ønske om at styrke sammenhængskraften i samfundet.
KL’s formand Peter Rahbæk Juel peger på, at demokratiet fortsat står stærkt i Danmark, men samtidig er udfordret: ”Det danske demokrati står stærkt. Vi har fortsat stor tillid til hinanden, myndighederne og de folkevalgte – og vores decentrale samfundsmodel gør, at borgerne er tæt på beslutningerne om den fælles hverdag. Men vores demokrati står også over for udfordringer, som vi er nødt til at se på med meget åbne øjne. Vi kan og må vi ikke tage vores demokrati for givet,” siger han.
Han understreger samtidig, at kommunerne har en særlig rolle i arbejdet med at fremtidssikre demokratiet: ”Kommunerne er tæt på borgerne, og vi har en særlig forpligtelse til at gå i front, når det handler om at fremtidssikre det lokale demokrati. Derfor lancerer vi nu sammen med kommunerne et stort demokratiprojekt, hvor hovedformålet er at styrke det lokale repræsentative demokrati. Så det kan blive ved med at være relevant og engagerende for danskerne, og så flere både kan og vil være med.”
Fokus på unge og borgerinddragelse
Det nye initiativ skal blandt andet sætte fokus på, hvordan flere unge kan engageres i lokaldemokratiet, og hvordan borgerinddragelsen kan styrkes. Derudover skal der arbejdes med temaer som civilsamfund, lokale medier, den offentlige debat og kommunalbestyrelsernes arbejdsvilkår. De første aktiviteter forventes sat i gang umiddelbart efter sommerferien, mens kommunerne samtidig opfordres til at udvikle egne lokale initiativer i løbet af valgperioden.
KL’s næstformand Martin Damm fremhæver, at mange kommuner allerede arbejder aktivt med borgerinddragelse: ”Der er allerede gang i mange gode aktiviteter i kommunerne for at engagere borgerne og understøtte det politiske arbejde. Initiativet vil derfor stå på skuldrene af de mange lokale erfaringer og samtidig være med til at sætte endnu mere skub under arbejdet,” siger han.
Han understreger samtidig betydningen af det repræsentative demokrati: ”Det repræsentative demokrati er hele fundamentet for det samfund, vi har. Et samfund, hvor der er nogle, der bliver valgt til at tage ansvar for helheden. For fællesskabet. Og for vores fælles hverdag. Vi glæder os derfor til at samle kommunalpolitikere og andre med interesse for vores demokrati om den store opgave at bringe det stærkt og sikkert ind i fremtiden.”