Kim Larsen-hits fylder Løve Forsamlingshus

Til august bliver der mulighed for at synge med på en lang række af Kim Larsens største klassikere.

Kim Larsen-hits fylder Løve Forsamlingshus
Anders Munch Duo gæster Løve Forsamlingshus.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Fredag den 28. august bliver der mulighed for at synge med på en lang række af Kim Larsens største klassikere, når Anders Munch Duo gæster Løve Forsamlingshus.

Anders Munch har gennem snart 30 år turneret med sit Kim Larsen-show, hvor han med en enkel opsætning og stor gennemslagskraft fremfører velkendte sange fra Gasolin’, Bellami og Kjukken. Publikum kan blandt andet glæde sig til numre som Kvinde minJutlandia og mange flere.

Arrangementet byder på en aften med nostalgi, fællessang og gode minder. Fredagsbaren åbner klokken 18, mens musikunderholdningen begynder klokken 19. Arrangementet slutter klokken 21.

Koncerten finder sted i Løve Forsamlingshus på Stationsvej 4 i Høng og arrangeres af Løve Forsamlingshus i samarbejde med Liv i Forsamlingshusene.

Der vil være mulighed for at købe kaffe, kage, chokolade samt øl, vin og vand under arrangementet. Billetterne kan købes via https://billetto.dk/e/anders-munch-duo-billetter-1932742. 

Læs mere via: www.kalundborglif.dk eller via https://loeve-forsamlingshus.dk/

Del