Kender du Oplev Kalundborg?

Kender du Oplev Kalundborg? Det er en hjemmeside, som Kalundborg Kommunes kulturforvaltning har oprettet for at holde borgerne informeret om hvad der sker i kommunen. Og hvad ud kan opleve. 

Kender du Oplev Kalundborg?
Julie Cebula og Cathrine Sinding er ude og sætte klistermærker op for at promovere Oplev Kalundborg. Foto: Kalundborg Kommune

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

En heftig debat om kulturlivet i Kalundborg udløste i 2024 en kulturanalyse, hvor et repræsentativt antal borgere via e-Boks svarede på et spørgeskema om, hvordan kulturen i Kalundborg havde det.

Kulturanalysen, som Kulturens Analyseinstitut stod for, kostede 125.000 kr.

Det blev fulgt op af en kulturkonference i Kino Den Blå Engel i oktober 2024, og ud af alle anstrengelserne kom der en analyse og nogle anbefalinger til, hvad kommunen skulle kaste sig over, hvis det stod til såvel analyse som konference.

En af tingene var, at man skulle gøre noget mere ud af at profilere det kulturliv, som rent faktisk eksisterer, samt have et øget fokus på kulturlivet i det hele taget.

Og ud af det kom der helt konkret en hjemmeside, som hedder Oplev Kalundborg.

Her er der først og fremmest en oplevelseskalender, hvor man har koblet sig på Kultunaut.

"Det skal forstås på den måde, at hvis man taster sit arrangement ind i Kultunaut, kommer det også op på Oplev Kalundborg – og vice versa," fortæller Cathrine Sinding, der sammen med Julie Cebula – begge ansat i Kultur- og Fritidsforvaltningen – gennem det sidste år har arbejdet intenst på at gøre Oplev Kalundborg både interessant og kendt.

Mange klikker sig ind, men vi skal ud til flere

Cathrine Sinding har været en tur i maskinrummet og fundet en række tal frem om Oplev Kalundborg-siden.

Siden den 1. maj sidste år har der været ca. 160.000 sidevisninger. Det er stadig primært kulturkalenderen, der besøges, med omkring 95.000 sidevisninger.

I marts i år var der 15. 500 sidevisninger på hjemmesiden. Man har 1.300 følgere på Instagram, hvor der de seneste tre måneder har været 100.000 visninger, og knap 7000 følgere på Facebook, hvor der siden årsskiftet har været 290.000 visninger.

"Det er jo fint nok, og især har den serie, vi lavede om vinterbaderne, klaret sig rigtig godt," siger Cathrine Sinding.

Men ønsket er, at man kommer ud til endnu flere og får endnu flere til at bruge Oplev Kalundborg aktivt.

Derfor går man i gang med en kampagne, som skal øge kendskabet til hjemmesiden.

Kære arrangører – brug os!

Oplev Kalundborg er meget mere end en oplevelseskalender.

Man kan på siden sortere og finde alle de arrangementer, der er sendt ind af arrangørerne selv.

Men man kan også se meget mere. Oplevelseskalenderen er den mest færdige, og her kan alle kvit og frit lægge deres arrangementer op. Det er ikke svært, og man bliver guidet hele vejen igennem.

"Vi hører tit folk sige, at det ikke er til at finde ud af, hvad der sker, fordi der er så mange platforme at vælge imellem, blandt andet Facebook. Men vi samler de arrangementer, vi får ind. Bruger man Kultunaut, kommer det automatisk ind hos os, og visse billetsystemer gør det samme. Her skal man bare sætte flueben i en boks," forklarer Cathrine Sinding.

Men når man alligevel er i gang med et Facebook-opslag, kan man lige så godt sende arrangementer ind til Oplev Kalundborg. Så bliver de mange tilbud nemlig samlet ét sted.

Tag en tur rundt på siden – og oplev Kalundborg

Når man nu alligevel er inde på Oplev Kalundborg, kan man tage en rundtur på siden og dykke ned i kulturlivet.

En fane handler om outdoor.

"Det er et område, vi kommer til at arbejde mere med, og her skal vi have mange flere informationer ind om alle de ting, man kan gøre udendørs i Kalundborg," siger Julie Cebula.

På kulturfanen er der masser af gode ting at læse om. Den rummer en guide til oplevelser, steder og hjælp til at lave et arrangement samt mange flere ting. Man finder for eksempel en oversigt over de kommunale arealer, hvor man må afvikle events.

Og så er der på Oplev Kalundborg et overblik over udendørs kunstværker i Kalundborg Kommune.

"Vi har også en guide med sæsonprægede nyheder, som er genereret af det indhold, vi har i forvejen. Så der er masser at gå på opdagelse i," siger Cathrine Sinding.

Man finder Oplev Kalundborg lige her.

Del