Kantinen på Herredsåsen lukker
Efter mange år med underskud lukkes kantinen på Skolen på Herredsåsen.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Skolen på Herredsåsen lukker kantinen efter sommerferien. Det er netop blevet meldt ud til alle forældre på Aula, og det betyder, at der skal smøres madpakker efter sommerferien.
Lukningen hænger sammen med, at kantinen år efter år har givet store underskud.
"Kantinen har faktisk aldrig givet overskud. Jeg tror, det er nærmest umuligt at få kantinen til at give overskud. Derfor synes vi, at det giver mere mening at bruge pengene på det faglige arbejde i stedet for at fortsætte med underskud," forklarer skoleleder Kristian Kallenbach.
Han fortæller, at underskuddet svarer til en halv pædagogstilling, og derfor vil man prioritere pengene til kerneopgaven.
Kantinen har budt på dagens ret og diverse småretter. Den har haft åbent hver dag i de to store frikvarterer.
Det er skolen selv, der har besluttet at lukke kantinen.
"Vi synes ikke, det er forsvarligt at drive kantinen videre med underskud, og derfor er medarbejderen også opsagt," siger Kristian Kallenbach.
Beslutningen er som nævnt meldt ud på Aula, så både elever og forældre er klar over, at der fra næste skoleår ikke længere vil være en kantineordning på Skolen på Herredsåsen.
Der går pt. 411 elever på skolen. I skoleåret 2015/2016 gik der 833 elever på Skolen på Herredsåsen.