Kalundborgs Teaterskole åbner nyt hold for de 6-9-årige
Udvidelsen er blevet mulig, efter at Bent O. Jørgensens Fond har bevilget 30.000 kroner til teaterskolen.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Til den kommende sæson udvider Kalundborgs Teaterskole sit tilbud med et nyt teaterhold for børn i alderen 6-9 år. Udvidelsen er blevet mulig, efter at Bent O. Jørgensens Fond har bevilget 30.000 kroner til teaterskolen.
Kalundborgs Teaterskole er et partnerskab mellem Quasi Teater, Musisk Skole og Kalundborg Amatørteater. Hidtil har teaterundervisningen været for børn fra 9 år, men efter sommerferien bliver det også muligt for de yngste skolebørn at deltage.
"Denne udvidelse af teaterskolen er afgørende for vores ambition om at være en skole, der favner flere kunstretninger. Vi er stolte af, at vi både kan tilbyde dans og teater i den kommende sæson, og nu hvor vi også har fået muligheden for at åbne et teaterhold for de 6-9-årige, har kommunens børn rigtig gode forudsætninger for at udfolde sig kreativt i fritiden i ambitiøse undervisningstilbud," siger Heidi Holme Bjerborg, leder af Musisk Skole i Kalundborg.
I august 2025 bevilgede Kultur- og Fritidsudvalget 30.000 kroner pr. sæson i to sæsoner til etableringen af Kalundborgs Teaterskole. Midlerne rækker til ét hold pr. sæson, og i januar 2026 opførte det første teaterhold forestillingen Mio, min Mio på Kalundborg Amatørteaters intime scene i Kalundborg.
Forestillingen afsluttede et efterår med blandt andet skuespiltræning, improvisation, tekstarbejde, øveweekender, kostumeprøver og iscenesættelse.
I den kommende sæson skal de to teaterhold blandt andet arbejde med gys til Halloween, nissekarakterer til jul og et impro-comedyshow på KAT til foråret.
"Jeg har længe haft en oplevelse af, at der er en efterspørgsel på teaterundervisning – også for de lidt yngre børn. Derfor er det helt fantastisk, at vi nu har fået støtte til at tilbyde teater for de 6-9-årige. En aldersgruppe, som ofte er fuld af fantasi og skaberglæde," siger Marie Møller, teaterlærer og stifter af Kalundborgs lokale professionelle børneteater, Quasi Teater.
Håbet er, at Kalundborgs Teaterskole på sigt bliver et permanent tilbud på Musisk Skole. Til den kommende sæson kan børn tilmeldes enten holdet for 6-9-årige eller holdet for 9-16-årige.