Kalundborg Stafetten er klar igen

Kalundborg gør klar til stafet og fællesskab ved Munkesøen.

Kalundborg Stafetten er klar igen
Kalundborg Stafetten foregår i år torsdag den 28. maj. Foto: Jens Nielsen

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Torsdag den 28. maj 2026 danner området ved Munkesø Stadion rammen om en ny omgang af Kalundborgstafetten – et motionsløb, hvor konkurrence og hygge er i centrum.

Løbet starter klokken 17.30, mens pladsen åbner allerede klokken 16.30, så deltagerne kan nå at finde sig til rette og nyde stemningen.

Ruten er cirka fem kilometer lang og fører deltagerne gennem naturskønne omgivelser med start og mål ved Munkesøen. Arrangementet henvender sig både til løbere og gående. Stafetten består af hold på fire personer, hvor løbeholdene starter først, efterfulgt af gå-hold uden tidstagning.

Deltagergebyret er 800 kroner pr. hold og inkluderer startnumre til alle deltagere samt et fællesområde med bord og bænke i telt. Tidstagningen foregår elektronisk med chip, og efter løbet kan deltagerne hente deres diplom online.

Undervejs vil der være vand ved målområdet, og efter løbet er der lagt op til socialt samvær med en stor buffet leveret af Meny. Menuen byder blandt andet på kødretter, grillpølser, salater og tilbehør – med mulighed for vegetarret ved tilmelding. Prisen for spisning er 195 kroner pr. person, og drikkevarer kan købes på stedet.

Tilmelding foregår holdvis og skal ske senest den 13. maj via arrangementets hjemmeside. Bag stafetten står Erhvervsklub KGB, som endnu en gang inviterer til en aktiv og hyggelig dag for både virksomheder, venner og familier.

Der plejer at være et stort fremmøde med op mod 800 deltagere. 

Det oplyser Monica Jackson, tovholder fra Erhvervsklub KGB, som står bag stafetten. 

"Det plejer at være en rigtig god dag med masser af mennesker, og overskuddet går til KGBs fodboldafdelingen og især til ungdommen," siger hun.

Kalundborg Stafetten så dagens lys første gang i 2018. 

Del