Kalundborg sætter fokus på beredskab i national beredskabsuge

Beredskabsugen er et nyt nationalt initiativ, der skal øge danskernes forståelse af, hvordan man håndterer krisesituationer, og hvordan både borgere, virksomheder og myndigheder bidrager til et robust samfund.

Kalundborg sætter fokus på beredskab i national beredskabsuge
I Kalundborg Kommune markeres ugen med aktiviteter målrettet både borgere, medarbejdere og civilsamfund. Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk 

I uge 19 – fra den 4. til 9. maj 2026 – deltager Kalundborg Kommune i den nationale beredskabsuge med en række aktiviteter, der skal styrke borgernes viden om kriseberedskab.

Beredskabsugen er et nyt nationalt initiativ, der skal øge danskernes forståelse af, hvordan man håndterer krisesituationer, og hvordan både borgere, virksomheder og myndigheder bidrager til et robust samfund.

I Kalundborg Kommune markeres ugen med aktiviteter målrettet både borgere, medarbejdere og civilsamfund. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse tirsdag.

Særligt fokus på sårbare borgere

Et af hovedområderne er kommunens mest sårbare borgere. Der er udviklet informationsmaterialer til blandt andet plejehjem, botilbud og borgere med hjemmehjælp.

Materialet uddeles fysisk i uge 19 og sendes efterfølgende digitalt via e-Boks til borgere og pårørende.

"Vi har haft et særligt fokus på de borgere, der kan have sværest ved selv at handle i en krisesituation. Derfor har vi udviklet informationsmaterialer målrettet både dem og deres pårørende, så de er bedre klædt på. Det handler om tryghed – og om at sikre, at ingen står alene, hvis en krise opstår," siger formand for Udvalget for Beredskab og Sikkerhed i Kalundborg Kommune, Peer Justesen.

Konkurrence om informationspunkter i kommunen

Kommunen sætter samtidig fokus på de 31 fysiske informationspunkter i kommunen, som skal sikre kommunikation, hvis digitale løsninger ikke virker.

I uge 19 kan borgere deltage i en konkurrence ved at besøge et informationspunkt og scanne en QR-kode. Der trækkes lod om fem nødradioer.

"Vi vil gerne have flere til at vide, hvor de fysiske informationspunkter er, og hvordan de fungerer. Tag ud og find et punkt i dit lokalområde, scan QR-koden og vær med i konkurrencen. Det er en enkel måde at blive klogere på beredskabet – og samtidig have mulighed for at vinde en nødradio," forklarer Peer Justesen.

Intern indsats og samarbejde med foreninger

Beredskabsugen har også et internt fokus, hvor kommunens medarbejdere skal gennemføre et e-læringsmodul om beredskab og deres rolle i en krisesituation.

Derudover sendes information ud til lokale foreninger og frivillige organisationer, som opfordres til at deltage i aktiviteterne. Samtidig gennemføres en kampagne om god adfærd ved vandforbrug og spildevand i samarbejde med Kalundborg Forsyning.

Del