Kalundborg Kommune inviterer til årets Udsattedag
Dagen byder blandt andet på politiske indlæg, debat, fællesspisning og musikalsk underholdning.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Onsdag den 16. september inviterer Kalundborg Kommune til den årlige Udsattedag i Kalundborg Medborgerhus. Dagen byder blandt andet på politiske indlæg, debat, fællesspisning og musikalsk underholdning.
Udsattedagen begynder klokken 10 med kaffe og kage samt en velkomst ved borgmester Martin Damm. Herefter fortæller formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget, Gunver Jensen, om udvalgets arbejde i det seneste år.
Der bliver også mulighed for at deltage i debat både ved bordene og i plenum. Centerchef Eddie Elmelund Göttsch er ordstyrer. Klokken 12.15 serveres der middag, og efterfølgende er der underholdning med Leo fra Karl Hermans Trio.
Tilmelding skal ske senest den 10. september. Det er arbejdsgruppen for Udsattedagen, der står bag invitationen.