Kalundborg Kommune får klaps i BNBO-sag

Drikkevandet i Danmark skal beskyttes. Det har regeringen besluttet, og det betyder, at kommunerne skal beskytte de Boringsnære Beskyttelsesområder (BNBO). Fristen var i første omgang 1. marts 2025. Allerede dengang var Kalundborg Kommune i søgelyset. Og nu vanker der igen klaps til kommunen. 

 

Kalundborg Kommune får klaps i BNBO-sag
Jakob Beck Jensen, (V), formand for Teknik, Natur- og Miljøudvalget, tager anmeldelsen fra miljøministeren med ophøjet ro. Foto: Jens Nielsem

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Kommune er meldt til Ankestyrelsen for ikke at have iagttaget fristen for tinglysning af påbud og forbud mod erhvervsmæssig anvendelse af pesticider i de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO).

Kalundborg Kommune kom allerede i Ankestyrelsens søgelys i foråret 2025. Her meldte miljøminister Magnus Heunicke 25 kommuner for lovbrud vedrørende drikkevandsbeskyttelse, fordi kommunen kun havde sikret 11 procent af BNBO’erne inden fristen den 1. marts 2025.

Her undgik kommunen bøder ved at komme i mål med at beskytte 22 procent af drikkevandsboringerne inden juni 2025.

Kommunen sendte en udtalelse til Ankestyrelsen i august 2025, men nu er Ankestyrelsen igen ude med riven.

I november 2025 besluttede daværende miljø- og ligestillingsminister Magnus Heunicke nemlig at melde alle kommuner, der havde beskyttet under 90 % af drikkevandsboringerne, til Ankestyrelsen.

Miljø- og Ligestillingsministeriet har den 3. december 2025 oplyst, at Kalundborg Kommune er blandt de 51 kommuner, der har beskyttet mindre end 90 % af deres boringsnære beskyttelsesområder, og i den forbindelse har Ankestyrelsen den 12. marts 2026 endnu en gang henvendt sig til Kalundborg Kommune og bedt om, at kommunalbestyrelsen kommenterer sagen.

Kalundborg Kommune har mange vandværker

Der er blevet udarbejdet et svar til Ankestyrelsen, hvor der blandt andet står, at Kalundborg Kommune pr. 29. april 2026 har beskyttet 60,9 % af BNBO’erne.

"Vi peger på, at Kalundborg Kommune er den kommune med flest enkeltstående BNBO-sager. Det er en særlig situation, at vi har mange lodsejere og mange mindre vandværker, så det er en opgave, der er meget omfattende. Der er jo kommuner, hvor der er et stort forsyningsselskab, som hurtigt kan få deres aftaler i hus," forklarer Jakob Beck Jensen (V), formand for Teknik-, Natur- og Miljøudvalget.

I alt påvirker opgaven omkring 100 lodsejere i de mere end 100 enestående erstatningssager, der pågår i de 87 BNBO’er, hvor der er indsats. Kalundborg Kommune er dermed den kommune med flest BNBO-sager.

Dertil er 37 forsyninger og vandværker involveret i opgaven.

Jakob Beck Jensen har i det hele taget svært ved at tage anmeldelsen alvorligt.

"Jeg har sagt det før, men vi fik ikke ret lang tid til at behandle sagerne, efter at lovgivningen var kommet helt på plads. Så vi følger den plan, vi har lagt, hvor vi regner med at være i mål med alle vores BNBO’er i foråret 2027," siger Jakob Beck Jensen.

Truslen om, at der kan blive pålagt sanktioner, preller også af.

"Hvis styrelsen vælger at sanktionere, rammer det jo alle 51 kommuner. Men det tror jeg ikke kommer til at ske," siger Jakob Beck Jensen.

Kommunalbestyrelsen godkendte på deres møde onsdag aften svaret til Ankestyrelsen. Punktet skabte en dal debat, hvor bølgerne gik højt. 

Niels Erik Danielsen fra Enhedslisten ikke for svaret. 

"Jeg kan ikke stemme for noget, hvor vi ikke følger forskrifterne. Sidste gang kom vi lige op over grænsen, men vi er stadig bagud, derfor kunne jeg ikke stemme for. Det er bare ikke godt nok, at vi ikke er kommet i mål endnu. Vi har overskredet fristerne flere gange, og det dur ikke," siger Niels Erik Danielsen fra Enhedslisten.

Del