Kalundborg inviterer hele byen til at hylde veteranerne
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Den nationale Flagdag markeres lørdag den 5. september med march, taler og musik i Kalundborg midtby. Alle borgere er inviteret til at deltage i hyldesten af udsendte og deres familier.
Kalundborg Kommune markerer igen i år den nationale Flagdag for at anerkende de soldater, politibetjente og beredskabsfolk, der har været udsendt og gjort en international indsats for at skabe fred.
“Flagdagen er en vigtig anledning til at stoppe op og sige tak til dem, der har gjort en særlig indsats for Danmark. Som kommune ønsker vi at vise, at vi respekterer og anerkender det store ansvar, man bærer som udsendt,” fortæller borgmester Martin Damm.
March gennem midtbyen
Fejringen begynder klokken 11.45 med en march gennem byen anført af Hjemmeværnet. Veteraner og deres familier er velkomne til at deltage i marchen.
Deltagerne mødes klokken 11.30 ved Damborg på Kordilgade 81, hvorefter optoget bevæger sig gennem byen og slutter ved amfiscenen bag gymnasiet i Klosterparken.
Her vil borgmester Martin Damm og en veteran holde tale, mens flaget bliver hejst. Pipes & Drums of Prince George Memorial står for et musikalsk indslag.
Årets markering falder sammen med BEVÆG, Kalundborg Kommunes festival for fællesskab, aktivitet og oplevelser. Derfor vil midtbyen samme dag også danne ramme om blandt andet idræt, bevægelse og kreative indslag.
Fælles spisning for veteraner og familier
Den offentlige del af flagdagsarrangementet slutter klokken 14.30. Herefter fortsætter markeringen i Kalundborg Hallens restaurant, hvor veteranerne og deres familier er inviteret til fælles spisning.
“Det er vigtigt for os, at Flagdagen både favner de udsendte, deres familier, børnene og borgerne i Kalundborg. Derfor har vi skabt en dag, hvor der er plads til højtidelighed og en fælles fejring, men også nærvær og tid til dialog imellem veteranerne,” forklarer Gunver Jensen, formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget.
Hjælp i hverdagen
Kalundborg Kommune har de seneste år arbejdet med at udvikle markeringen af Flagdagen, så alle føler sig inddraget.
”Det betyder meget, at vi sammen kan skabe en dag, der er med til at styrke det fællesskab, som kan være så vigtigt for veteranerne og deres pårørende. Nogen man altid kan gå til, når man støder ind i særlige udfordringer i hverdagen,” lyder det fra arbejdsmarkedschef Lasse Bjerregaard.
Veteraner kan i det daglige henvende sig til kommunens veterankoordinator, som er en del af Jobcenter Kalundborg. Her kan man blandt andet få hjælp til at finde tilbage til hverdagen eller tale om sine muligheder.