Kalundborg: Indkomsten steget med 8,3 procent på ti år
På landsplan er den typiske indkomst efter skat og inflation steget med 8,7 procent fra 2014 til 2024. Kalundborg ligger dermed en smule under landsgennemsnittet.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Den typiske indkomst i Kalundborg er steget med 8,3 procent over de seneste ti år. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), der kortlægger udviklingen i borgernes indkomst i alle landets kommuner.
På landsplan er den typiske indkomst efter skat og inflation steget med 8,7 procent fra 2014 til 2024. Kalundborg ligger dermed en smule under landsgennemsnittet.
Ifølge analysen havde den typiske borger i Kalundborg Kommune en indkomst på 268.700 kroner i 2014. I 2024 var tallet steget til 291.000 kroner. AE måler udviklingen ud fra medianindkomsten, som viser den indkomst, hvor halvdelen af borgerne tjener mere og halvdelen mindre.
Hovedstaden trækker fra resten af landet
Analysen peger samtidig på store geografiske forskelle i udviklingen. Særligt kommunerne i hovedstadsområdet har oplevet markant højere vækst i indkomsterne end resten af landet.
København topper listen med en stigning på 21,5 procent i den typiske indkomst over perioden. Alle de ti kommuner med størst indkomstfremgang ligger ifølge analysen i hovedstadsområdet. I alt har 77 af landets 98 kommuner haft en lavere indkomstvækst end landsgennemsnittet.
Chefanalytiker Sune Caspersen mener, at udviklingen viser en stigende geografisk forskel i Danmark: ”Når den typiske indkomst er vokset med mindre end landsgennemsnittet i de fleste kommuner, viser det, at indkomstvæksten har været relativt ujævnt fordelt. Fortsætter udviklingen vil Danmark blive mere og mere opdelt efter indkomst,” siger han.
Land- og økommuner blandt de laveste
Mens hovedstadskommunerne har haft de største stigninger, viser analysen, at flere land- og økommuner har haft begrænset vækst i indkomsterne. Fanø har ifølge analysen oplevet et fald i den typiske indkomst på 1,5 procent, mens blandt andre Læsø, Lemvig og Samsø har haft vækst på under fire procent. AE peger blandt andet på flyttemønstre og koncentrationen af højtbetalte jobs i de større byer som forklaring på udviklingen.