Kalundborg i centrum for kæmpe grønt varmeprojekt

Et ambitiøst projekt med rødder i Kalundborg kan blive et afgørende skridt i den grønne omstilling af opvarmning på Sjælland.

Kalundborg i centrum for kæmpe grønt varmeprojekt
Projektet, “Overskudsvarme til Sjælland”, har netop rykket sig et vigtigt skridt frem, efter at et flertal i Holbæks kommunalbestyrelse har stemt for at stille økonomisk garanti. Den samme beslutning er tidligere truffet i Kalundborg Kommune. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Et ambitiøst projekt med rødder i Kalundborg kan blive et afgørende skridt i den grønne omstilling af opvarmning på Sjælland. Planen er at udnytte industriel overskudsvarme fra Kalundborg til at forsyne mere end 50.000 husstande med fjernvarme.

Projektet, “Overskudsvarme til Sjælland”, har netop rykket sig et vigtigt skridt frem, efter at et flertal i Holbæks kommunalbestyrelse har stemt for at stille økonomisk garanti. Den samme beslutning er tidligere truffet i Kalundborg Kommune.

Kernen i projektet er at udnytte den store mængde overskudsvarme fra industrien i Kalundborg, som i dag går tabt. I stedet skal varmen sendes gennem fjernvarmerør til blandt andet Holbæk og videre mod hovedstadsområdet, hvor den kan erstatte fossile energikilder som gas.

Ifølge Claus Ekman, direktør i SYNERGI, er der tale om et projekt med stort potentiale: ”Det her er præcis den type projekt, der kan flytte den grønne omstilling af boligopvarmningen fra ambition til virkelighed. Vi har en kæmpe energikilde lige foran os i form af overskudsvarme, som alt for ofte går til spilde. Hvis vi lykkes med projekter som det her, kan Danmark vise, hvordan man både sænker udledningerne og bruger energien langt mere intelligent. Perspektiverne er enorme,” siger Claus Ekman.

Samlet budget på fem milliarder

Projektet har et samlet budget på omkring fem milliarder kroner. Kommunegarantierne er en vigtig forudsætning for at kunne søge støtte fra EU’s Innovation Fund, hvor der arbejdes på at sikre omkring én milliard kroner. Den øvrige finansiering skal findes gennem blandt andet fonde og lån.

I dag bliver kun en mindre del af den industrielle overskudsvarme genanvendt, selvom potentialet er stort. I Danmark udnyttes omkring 13 procent, mens resten går tabt – blandt andet i industrien i Kalundborg.

Hvis projektet realiseres, kan det ikke alene reducere CO₂-udledningen, men også bidrage til lavere varmepriser og et mindre pres på elnettet. Samtidig kan det styrke energiforsyningen ved at mindske behovet for import af energi.

Ifølge Claus Ekman kan projektet i Kalundborg blive et forbillede: ”Overskudsvarme er Europas største uudnyttede energikilde. Vi skal blive meget bedre til at genanvende overskudsvarme til både boligopvarmning og produktion. Det kan blive en kæmpe gevinst for klimaet, hvor vi både mindsker behovet for olie, kul og gas og samtidig reducerer belastningen af et presset elnet ved at udnytte overskudsvarmen langt mere effektivt. Det kan også gavne både virksomheder og borgeres energiregninger, når dyre varmekilder kan erstattes af billig eller endda gratis overskudsvarme. Samtidig vil den øgede energieffektivitet betyde, at vi kan nøjes med at importere mindre mængder energi fra udlandet og dermed forbedre EU’s energiuafhængighed,” siger han.

Fakta viser, at der i Danmark hvert år spildes store mængder energi i form af overskudsvarme. Samtidig peger analyser på, at denne energikilde i fremtiden kan spille en langt større rolle i forsyningen af fjernvarme.

Del