Kalundborg Havn og APM Terminals tager næste skridt mod grøn containerhavn

Kalundborg Havn og APM Terminals er klar til næste fase af udviklingen af Green Zealand Gateway.

Kalundborg Havn og APM Terminals tager næste skridt mod grøn containerhavn
Det fælles projekt har som mål at skabe Nordens første CO2-neutrale containerterminal og samtidig styrke Kalundborgs position som et centralt knudepunkt for godsstrømme til og fra Sjælland.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Green Zealand Gateway skal styrke Kalundborgs rolle som logistikknudepunkt og understøtte ambitionen om at skabe Sjællands største og mest effektive containerhavn med fokus på grøn omstilling.

Kalundborg Havn og APM Terminals er klar til næste fase af udviklingen af Green Zealand Gateway. Det fælles projekt har som mål at skabe Nordens første CO2-neutrale containerterminal og samtidig styrke Kalundborgs position som et centralt knudepunkt for godsstrømme til og fra Sjælland.

Kalundborg Havn er i dag Sjællands eneste offentlige dybvandshavn med kapacitet til at modtage store containerskibe. Kombinationen af moderne havnefaciliteter, terminaldrift og nærhed til industrien på Sjælland gør havnen til en vigtig del af både nationale og internationale forsyningskæder.

Ifølge parterne bag projektet bidrager placeringen uden for hovedstadsområdet samtidig til mere robuste transportløsninger og mindre belastning af de mest trafikerede områder omkring København.

“Green Zealand Gateway handler om mere end havnedrift. Det handler om at skabe fremtidens bæredygtige forsyningskæder og tilbyde kunderne effektive løsninger med lavere klimaaftryk. Sammen med Kalundborg Havn har vi skabt et stærkt fundament, og nu er vi klar til næste skridt i udviklingen,” siger Mikael Gutman, CEO i APM Terminals Denmark.

Investeringer har givet resultater

Som en del af Green Zealand Gateway er containerkraner og terminaludstyr blevet elektrificeret og kører i dag på strøm fra vedvarende energikilder. Derudover er der investeret i mere energieffektive løsninger på containerterminalen.

Ifølge Kalundborg Havn har investeringerne allerede haft en mærkbar effekt.

“Vi har gennem flere år investeret målrettet i elektrificering og optimering af driften, og vi kan allerede dokumentere en mærkbar effekt af vores investeringer. Green Zealand Gateway viser, hvordan et tæt samarbejde mellem havn og terminaloperatør kan skabe konkrete resultater – både for kunderne, forsyningssikkerheden og den grønne omstilling,” siger Bent Rasmussen, direktør i Kalundborg Havn.

Containerterminalen i Kalundborg har samtidig opnået den højeste kranproduktivitet blandt APM Terminals’ terminaler med mobilkraner. Desuden ligger terminalens håndteringstider blandt de hurtigste i det globale netværk med en terminaltid på omkring 10 minutter fra lastbilerne ankommer til området, til de forlader det igen.

Nye projekter på vej

Den kommende udviklingsfase omfatter blandt andet opførelsen af en ny CO2-neutral administrationsbygning til APM Terminals Kalundborg, etablering af en ladestation til tungvognskøretøjer samt et fortsat arbejde med at tiltrække flere containerrederier til Kalundborg.

Ambitionen er fortsat at gøre Kalundborg til Sjællands største containerhavn og det foretrukne valg for godsstrømme til og fra Sjælland.

Samtidig markerer Kalundborg Havn og APM Terminals den 3. juni femåret for etableringen af Yderhavnen og containerterminalen. Jubilæet markerer en periode med betydelig udvikling af havneområdet, hvor fokus nu rettes mod yderligere elektrificering, styrkede logistiske forbindelser og udbygning af terminalkapaciteten.

Målet er at styrke Kalundborgs position som et moderne og mere klimavenligt logistikknudepunkt med international konkurrencekraft.

Del