Kalundborg Hallerne søger ny forpagter
Efter et stykke tid uden forpagter, søger Kalundborg Kommune nu forpagter til Kalundborg Hallerne.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Lige nu er der ingen forpagter i Kalundborg Hallerne. Kommunen ville nemlig først afklare, hvordan forpagtningen skulle udbydes i forhold til den nye Hal 1 – kulturhallen – før opgaven blev sendt i udbud.
Nu er administrationen klar og søger en ny forpagter til café og restaurant i Kalundborg Hallerne.
Midt i en spændende udvikling af både kultur- og fritidslivet står hallerne med moderniserede faciliteter og nye muligheder for større arrangementer. Det giver et stærkt fundament for café- og restaurationsdrift med aktivitet året rundt – fra hverdagens idrætsliv til koncerter, events og fællesskaber.
Det skriver Kalundborg Kommune, Kultur og Fritid, i en pressemeddelelse.
Forpagter skal skabe et levende sted
Som forpagter får man en central rolle i huset og bliver en vigtig samarbejdspartner for både kommunen, foreninger og arrangører.
Ambitionen er at skabe et levende og imødekommende miljø, hvor caféen er et naturligt mødested og en del af den samlede oplevelse for gæster og brugere.
Kalundborg Hallerne skal fortsat udvikle sig som et attraktivt samlingspunkt for kultur, idræt og fællesskab, og derfor søger man en engageret forpagter med lyst til både at drive en god forretning og være med til at udvikle stedet.
Forpagtningen er ledig fra 1. september 2026 eller efter nærmere aftale.
Fakta
Der er to restaurationslokaler og en café, et fuldt udstyret køkken samt depotfaciliteter. Inventar og udstyr stilles til rådighed.
Opgaven omfatter drift af café og restaurant, servering ved arrangementer og aktiviteter samt samarbejde med haladministrationen og arrangører.
Der skal holdes åbent ved arrangementer i minimum tre timer, mens de øvrige åbningstider fastsættes af forpagteren. Der forventes et varieret udbud til forskellige målgrupper.
Der er mulighed for servering ved alle arrangementer og for at afholde op til fire egne arrangementer om året. Desuden kan man forvente stigende aktivitet og nye typer af events.
Forpagteren skal samarbejde tæt med kommunen og haladministrationen, have fokus på en god gæsteoplevelse og bidrage til udviklingen af nye koncepter.
Forpagtningsafgiften starter ved 100.000 kroner årligt, og aftalen løber fra 1. september 2026. Der er seks måneders opsigelsesvarsel, og der er løbende ansøgningsfrist. Ønsker man mere information, kan man kontakte kulturchef Jane Hald.