Kalundborg Forsyning flytter midlertidigt – vender tilbage i 2028
Flytningen sker, mens forsyningens faciliteter skal udvides og moderniseres, og medarbejderne ventes først at vende tilbage i 2028.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Efter mere end ti år på Dokhavnsvej 15 flytter Kalundborg Forsyning midlertidigt til nye lokaler. Flytningen sker, mens forsyningens faciliteter skal udvides og moderniseres, og medarbejderne ventes først at vende tilbage i 2028.
Kalundborg Forsyning pakker flyttekasserne og forlader i uge 31 hovedsædet på Dokhavnsvej 15, der har været forsyningens hjem siden 2014.
Der er dog ikke tale om en lang flytning rent geografisk. Den midlertidige adresse bliver Hareskovvej 12 i Kalundborg, hvor forsyningen flytter ind i kontorfaciliteter tilknyttet Gyproc blot få hundrede meter fra de nuværende lokaler.
Kalundborg Forsyning forventer at være på plads ugen efter flytningen.
Medarbejderstaben er mere end fordoblet
Da Kalundborg Forsyning blev etableret som selvstændigt selskab i 2009, var organisationen markant mindre end i dag. Fem år senere rykkede medarbejderne ind på Dokhavnsvej 15.
Siden er Kalundborg vokset, nye virksomheder er kommet til, og kravene til forsyningssektoren er blevet større. I dag er medarbejderstaben mere end dobbelt så stor som ved indflytningen i 2014.
Derfor skal faciliteterne på Dokhavnsvej nu udvides og moderniseres. Projektet skal blandt andet sikre, at faciliteterne lever op til de stigende krav til kritisk infrastruktur.
Mens byggeriet står på, kan medarbejderne ikke blive på adressen.
“Det har været vigtigt for os at finde en midlertidig løsning i Kalundborg, hvor vi kan samle medarbejderne og fortsætte hverdagen med så få forstyrrelser som muligt. I en kommune med så stor vækst er ledige kontorfaciliteter ikke noget, man bare falder over,” siger William Ejsing, kommunikationsansvarlig i Kalundborg Forsyning.
Begrænset betydning for kunderne
For kunderne ventes flytningen kun at få begrænset betydning. De fleste har allerede kontakt med Kalundborg Forsyning digitalt eller telefonisk, mens fysiske møder fremover skal aftales gennem kundecentret.
“De fleste har allerede kontakt med os digitalt eller telefonisk. Har man brug for et fysisk møde, skal det aftales gennem vores kundecenter. Det er nok den eneste forskel vores kunder vil mærke, udover vi får en anden adresse de næste par år,” siger William Ejsing.
Vender tilbage til Dokhavnsvej i 2028
Planen er, at Kalundborg Forsyning vender tilbage til Dokhavnsvej i 2028. Det vil samtidig markere afslutningen på en periode, hvor området i høj grad har været præget af udvikling og byggeri.
Siden 2023 har en del af området fungeret som byggeplads i forbindelse med etableringen af Kalundborg Forsynings fjernkølingsanlæg.
De kommende år fortsætter udviklingen med en udvidelse af Kalundborg Centralrenseanlæg, et nyt spædevandsanlæg og en udvidelse af forsyningens egne faciliteter.
Kalundborg Forsyning har indgået aftale om totalentreprise.