Kalundborg får igen døgnbemandet politi
Fra den 1. oktober bliver Kalundborg Politistation igen base for betjente, som døgnet rundt står klar til at rykke ud til akutte hændelser.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Fra den 1. oktober bliver Kalundborg Politistation igen base for betjente, som døgnet rundt står klar til at rykke ud til akutte hændelser i den vestlige del af politikredsen.
Det fortæller politidirektør Andreas Langsted til Sjællandske Nyheder. Kalundborg har siden politireformen i 2007 været lokalstation med begrænsede åbningstider. Nu bliver stationen igen fast udkørselssted for beredskabet.
Afstand er en væsentlig årsag til beslutning
Ifølge politidirektør Andreas Langsted er afstanden fra politiets stationer i Holbæk og Roskilde til Kalundborg en væsentlig årsag til beslutningen. Den nye ordning skal blandt andet give bedre patruljedækning, kortere reaktionstid og en mere synlig tilstedeværelse i Kalundborg og omegn.
Flere betjente skal derfor flyttes til beredskabet i Kalundborg. De får fast base på politistationen sammen med de betjente, der allerede arbejder i nærpolitiet. Målet er samtidig at styrke samarbejdet mellem nærpolitiet og beredskabet. Til Sjællandske Nyheder peger Andreas Langsted på, at der gennem de senere år har været et øget fokus på et synligt og lokalt forankret politi.
Kalundborg mistede sin selvstændige, døgnbemandede politistation den 1. januar 2007 i forbindelse med Politi- og Domstolsreformen. Siden har stationen fungeret som lokalstation med begrænsede åbningstider.