Kalundborg Bibliotek holder åbent til kl. 21 to aftener om ugen

De lange åbningsaftener byder også på caféarrangementer om blandt andet historie, rejser og litteratur.

Kalundborg Bibliotek holder åbent til kl. 21 to aftener om ugen
Hver mandag og onsdag i vinterhalvåret kan man møde en bibliotekar på Kalundborg Bibliotek helt frem til klokken 21.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Hver mandag og onsdag i vinterhalvåret kan man møde en bibliotekar på Kalundborg Bibliotek helt frem til klokken 21. De lange åbningsaftener byder også på caféarrangementer om blandt andet historie, rejser og litteratur.

Kalundborg Bibliotek holder bemandet åbent til klokken 21 hver mandag og onsdag frem til påske. Her kan man blandt andet låne og aflevere bøger, hente bestillinger, få hjælp af en bibliotekar eller sætte sig med dagens avis.

Man behøver ikke deltage i et arrangement for at bruge biblioteket om aftenen. Men for dem, der har lyst, arrangerer Biblioteksklubben caféaftener i Det Grønne Rum. Aftenerne begynder som udgangspunkt klokken 18.30.

I oktober er følgende arrangementer på programmet:

  • Mandag den 5. oktober: Bjarne Rye Nielsen og Dorete Dandanell fortæller om sommerhusets historie på Røsnæs.
  • Onsdag den 7. oktober: Mette Ehlers Mikkelsen deler historier fra sine rejser ved arrangementet Krig, kærlighed og krokodiller.
  • Mandag den 19. oktober: Suppe, strik og sy er en aften, hvor man kan tage sit håndarbejde med eller få hjælp til at begynde på noget nyt af Tenna Skjoldan.
  • Onsdag den 21. oktober: IT-ekspert Kasper Lindquist fortæller om begreber og tjenester i den digitale hverdag.
  • Mandag den 26. oktober: Arkæolog og efterforskningsleder Anders Fischer fortæller om efterforskningen af en 5.200 år gammel drabssag.
  • Onsdag den 28. oktober: Villads Kok Mortensen fortæller om en motorcykeltur i Indiens Himalaya.

Caféaftenerne foregår på Kalundborg Bibliotek, Klostertorvet 2. Program og tilmelding findes på Kalundborg Bibliotekernes hjemmeside under ‘Det sker’. Man behøver ikke være medlem af Biblioteksklubben for at deltage.

Del