Heidi har været 25 år i Kvickly Kalundborg - det fejres
Torsdag den 1. oktober er det 25 år siden Heidi Suna Christensen startede hos Kvickly i Kalundborg.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Da den dengang 23-årige Heidi Suna Christensen havde sin første arbejdsdag hos Kvickly i Kalundborg, havde hun ikke forestillet sig, at hun skulle fejre 25-års jubilæum.
Men sådan er det, for den 1. oktober kan man være med til at fejre Heidi Suna Christensen ved en reception i Kvicklys café mellem klokken 15 og 18, hvor der bydes på lidt forplejning og mulighed for at få en sludder med jubilaren.
De 25 år er gået hurtigt. Det kan Heidi Suna Christensen konstatere, for når nogen studser over, at hun har været så længe på den samme arbejdsplads, er hendes svar, at tiden er gået hurtigt.
"Jeg synes på ingen måde, det er kedeligt at have haft det samme arbejde i 25 år. Hver dag er forskellig, og der sker noget nyt hver dag. Og så har jeg de bedste kolleger, og vi har et superfint sammenhold her i Kvickly," siger Heidi Suna Christensen.
Flere af medarbejderne har også været i butikken i mange år.
Heidi Suna Christensen stammer fra Dianalund og kom i sin tid i lære i Kvickly i Haslev. Derefter kom hun til Glostrup, og via Viby Sjælland gik turen til Kalundborg i 2001.
"Da jeg startede, var min datter lille, og jeg nød godt af at have fleksible arbejdstider, så jeg kunne hente hende hver dag. Det sætter jeg meget pris på," siger Heidi Suna Christensen.
Heidi er foodchef, og det vil sige, at hun er ansvarlig for alt fra brød til ost og kolonial. Det er reelt set en ret stor del af butikken, og det trives hun fint med.
I løbet af de 25 år, der er gået, er der sket en masse på dagligvaremarkedet i Kalundborg. Der er blandt andet kommet mange flere lavprisvarebutikker til.
"Konkurrencen er klart blevet hårdere på dagligvaremarkedet, men her i Kvickly har vi både et højt serviceniveau, et bredt sortiment og høj kvalitet. Vi gør kort sagt noget ud af det. Og så kan vi lide at være her," mener Heidi Suna Christensen.
Gennem de 25 år i Kvickly har hun overlevet en del varehuschefer. Den seneste, Frank Pedersen, var elev, da Heidi Suna Christensen startede.
"Det er så godt, at han er kommet tilbage. Det er vi meget tilfredse med," siger Heidi Suna Christensen.
På spørgsmålet om, hvorvidt hun bliver 25 år mere i Kvickly, trækker Heidi Suna Christensen på det.
"Jeg har ikke nogen andre planer, men 25 år mere er måske ikke helt realistisk," griner Heidi Suna Christensen.