Efterårsferie og græskarskæring hos Kærby Gårdbutik
Fredag var langt over 100 gæster på besøg hos Kærby Gårdbutik, hvor der blandt andet var mulighed for at hente sine egne græskar i marken. Der er også åbent lørdag fra 10 til 16.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.djk
Det er efterhånden et par år siden, at Kærby Gårdbutik begyndte at åbne dørene om lørdagen i efterårsferien, så gæsterne kunne komme og skære græskar. I år har de udvidet arrangementet og taget fredagen med.
Det var en god idé, for fredag middag var omkring 50 mennesker mødt op ved gårdbutikken. Her var en stor lade omdannet med borde og bænke, hvor man kunne skære græskar, købe lidt at spise og drikke i baren, klappe et par små kalve, se gårdens maskinpark, lave sit eget snobrød, tage en tur i hoppeborgen og meget andet.
Find dit eget græskar i marken
Gårdbutikken dyrker selv græskarrene, og en del af oplevelsen er at gå på jagt efter det helt rigtige, inden arbejdet med at skære ansigter og mønstre begynder.

Ude i Kærby Gårdbutiks mark, kan man selv vælge sit græskar. Privatfoto
Man kører ud i marken i en vogn spændt efter en traktor.
”Det synes folk er rigtig sjovt, og børnene elsker det. Når man kommer tilbage til gården, kan man vaske jorden af græskarrene og tage dem med ind og skære,” forklarer Jacob Stavnskær.
Det er gratis at komme ind, mens man betaler for græskarrene.
Der er åbent igen lørdag den 17. oktober fra klokken 10 til 16, og alle er velkomne.