Kæmpe loppemarked i KHI tiltrak over 1000 gæster
Det årlige loppemarked i Kirke Helsinge er altid et tilløbsstykke. Det var det også i år.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Så snart klokken havde passeret 13 lørdag middag, stormede utålmodige loppeglade gæster ind på sportspladsen i Kirke Helsinge for at få del i de mange gode loppesager, KHIs Venner gennem året har samlet.
Og der var nok at komme efter. Fra bøger til bornholmerure, cykler, service, legetøj og møbler – og meget, meget mere.
De første handler gik straks igennem, og de mange hjælpere i de karakteristiske gule trøjer havde travlt med at modtage betaling og sætte klistermærker på de solgte effekter.
Den nye formand for KHIs Venner, Frank Høegh, kunne ikke fortælle det helt nøjagtige antal loppegæster.
"Vi tæller bilerne, og vi har plads til omkring 600. Vi bruger samme målestok som Torvedagen i Gørlev, hvor man regner med, at der er 2,3 personer i hver bil. Det giver langt over 1.000 gæster," forklarede han, mens han gik rundt og kiggede på auktionstingene, som han for første gang skulle være auktionarius for.
Her var der flere gode ting. En fin, næsten ny cykel, en 'Lille Per'-seng og en højdespringer: en Arne Jacobsen Myrestol med tre ben.
"Den kommer fra kantinen på Novo, så den regner vi med, at vi får en del penge for. Men vi har faktisk ikke prissat den endnu," forklarede han, før auktionen klokken 15 gik i gang.
Når loppemarkedet lukker klokken 16, kan man for en flad 50'er få lov til at fylde en papkasse med nogle af de effekter, der ikke er blevet solgt.
"Vi rydder nemlig pladsen, og her har vi fået hjælp af Dennis Bundgaard, der har sponsoreret kørsel til Roskilde Forbrænding. Så betaler vi kiloprisen," sagde Frank Høegh.
Det tager de gæve KHI-Venner omkring en times tid at få pladsen ryddet, og så er alle spor efter loppemarkedet slettet. Derefter er der frivilligfest.