Jurist bliver ny stabschef i Kalundborg Kommune
Hun har erfaring fra både ministerier og det kommunale område og er uddannet jurist.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Kalundborg Kommune har ansat Anitta Bugenhagen som ny chef for Organisationsstaben. Hun kommer fra en stilling som afdelingsleder i Byrådssekretariatet i Odsherred Kommune og begynder i sit nye job den 1. oktober.
Det bliver den 40-årige Anitta Bugenhagen, der fremover skal stå i spidsen for Organisationsstaben i Kalundborg Kommune.
Hun har erfaring fra både ministerier og det kommunale område og er uddannet jurist. I sin nuværende stilling er hun afdelingsleder i Byrådssekretariatet i Odsherred Kommune.
”Vi ser meget frem til samarbejdet med Anitta. Hun er både en fagligt dygtig jurist, men endnu vigtigere: hun har allerede vist ledelsesmæssige resultater og har værdifuld ledererfaring, rutine i betjening af politisk topledelse og understøttelse af det administrative toplag i styrelser, ministerier og kommune. Det er ingen hemmelighed, at ansættelsesudvalget var imponeret over både fagligheden, ledelsesevnerne og ikke mindst mennesket bag,” siger kommunaldirektør i Kalundborg Kommune Jan Lysgaard Thomsen.
Skal understøtte den politiske og administrative ledelse
Som chef for Organisationsstaben bliver Anitta Bugenhagen leder for en række faglige og organisatoriske enheder.
Organisationsstaben understøtter Kommunalbestyrelsen, Økonomiudvalget og direktionen. Staben hjælper desuden kommunens øvrige faglige enheder på en række tværgående områder.
Anitta Bugenhagen glæder sig til at begynde i stillingen og peger blandt andet på kommunens arbejde med uddannelse, erhvervsudvikling og internationalisering.
”Jeg ser virkeligt frem til at smøge ærmerne op og komme i gang i Kalundborg Kommune, der er en virkeligt spændende kommune med et meget højt aktivitetsniveau. Jeg kan i flæng nævne: uddannelsessatsningen, erhvervsudviklingen og internationaliseringen. Jeg brænder for ledelse, og jeg brænder for den kommunale kerneopgave, så chef for Organisationsstaben er et drømmejob for mig. Det er en motivationsfaktor for mig at lykkes som leder. Og det gør jeg hvis medarbejderne lykkes med deres kerneopgaver i forhold til borgere, virksomheder og vores egen organisation,” lyder det fra Anitta Bugenhagen.
Den nye stabschef tiltræder den 1. oktober. Privat bor hun sammen med sin ægtefælle og børn på et nedlagt landbrug i Sorø.