Jul i Havnsø

Få juledekorationerne på plads, find en særlig gave, og nyd en dag med havluft i kinderne, når Havnsø bny byder på julehygge den sidste weekend i november. 

Jul i Havnsø
Havnsø inviterer til et hyggeligt julemarked med havudsigt. Privatfoto

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

I weekenden den 28. og 29. november inviterer Havnsø til julehygge ved vandet.

Der vil være masser at opleve. Man kan starte ved boderne på Værftet og få styr på juledekorationerne eller finde en håndlavet værtindegave på Havnsø Kro, hvor der også er ponyridning og lysstøbning.

Man kan også forudbestille julekagedejen hos Mormors Café, så man får et lille forspring med hjemmebagningen.

Hos Havneskuret kan man smage italienske specialiteter fra Made By Mama og finde smørblødt tøj fra Comfy Copenhagen. Når sulten melder sig, serverer Steen Borres pølsebod pølser og bøfsandwich.

Nisseløb

Det populære nisseløb guider børn og forældre sikkert gennem byen begge dage fra klokken 10 til 15. Man kan også slutte af med at pynte et honninghjerte på Havnsø Værft. Der er desuden mulighed for at møde julemanden, prøve ponyridning og høre nissemor fortælle historier.

På havnen kan man få en varm kop gløgg eller julelumumba og nyde udsigten over vandet. Om eftermiddagen tændes julelysene, og solnedgangen – hvis november vil – sætter farve på himlen.

Tag familien eller en ven med, og gør juleforberedelserne til en udflugt. Søndag klokken 16 slutter weekenden med juletræstænding, julesalmer og slikposer til de mindste.

Julehyggen i Havnsø foregår lørdag den 28. og søndag den 29. november fra klokken 10 til 16 begge dage. Værftet lukker dog søndag klokken 15.30, så alle kan nå hen til juletræstændingen.

 

Del