Lægebus til Kalundborg har endnu ikke kørt med passagerer

Personalebusen fra København til Kalundborg er reelt endnu ikke kommet ud på ruten, da der ingen passagerer har været.

Lægebus til Kalundborg har endnu ikke kørt med passagerer
Region Sjælland betaler 7.860 kroner pr. hverdag for en busordning, der skal hjælpe med at tiltrække læger til Kalundborg. Men siden ruten blev oprettet den 1. oktober, har bussen endnu ikke kørt turen til byen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Region Sjælland betaler 7.860 kroner pr. hverdag for en busordning, der skal hjælpe med at tiltrække læger til Kalundborg. Men siden ruten blev oprettet den 1. oktober, har bussen endnu ikke kørt turen til byen.

En personalebus fra København skal gøre det lettere at rekruttere læger til Kalundborg, hvor der ifølge Region Sjælland i øjeblikket mangler flest praktiserende læger. Men den nye bus er reelt endnu ikke kommet ud på ruten. Det oplyser Region Sjælland til TV-Kalundborg.dk 

Ordningen har planlagt afgang klokken 7.30 fra DGI Byen ved Ingerslevgade i København med destination ved Sundheds- og Akuthuset i Kalundborg. Møder der ingen passagerer op, kører bussen imidlertid tilbage i garagen, oplyser regionen.

Flyttet fra Odsherred

Kalundborg-ruten blev oprettet den 1. oktober 2026, efter at en personale-bus mellem Høje Taastrup og Nykøbing Sjælland blev nedlagt på grund af manglende passagerer. Bussen kørte altså ruten tom.

Regionen omdirigerede derfor bussen til Kalundborg, men skal under alle omstændigheder betale for den i kontraktperioden. Prisen er 7.860 kroner pr. hverdag.

På den tidligere rute var der stoppesteder i Roskilde og Vig. Kalundborg-bussen har ingen stoppesteder undervejs, og derfor kan turen aflyses, når ingen møder op ved afgangen i København.

Forsøget kan slutte med udgangen af januar

Region Sjælland har besluttet, at forsøget med Kalundborg-bussen ophører med udgangen af januar, hvis der fortsat ikke er passagerer.

Ifølge regionen er personalebusser ét af flere tiltag, der skal tiltrække praktiserende læger og uddannelseslæger til regionens lægeklinikker og hospitaler. Busordninger har også været et ønske fra læger. Formålet er især at styrke rekrutteringen i de områder, hvor lægemanglen er størst.

Del