Jagtet af køer på Vesterlyng

Normalt er de græssende køer på Vesterlyng rolige og fredelige. Men der er kommet otte nye køer til - og de har kalve. Det oplevede en hundelufter forleden. 

Jagtet af køer på Vesterlyng
Normalt er der fred og ro på Vesterlyng, hvor der går græssende køer. Køerne på billedet har ikke noget med den omtalte episode at gøre. Privatfoto

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Vesterlyng er et populært sted at gå tur året rundt. Mange har hunde med, og det plejer ikke at være et problem, selv om der går græssende køer på det store fredede hedeområde.

Men forleden fik en hundelufter sig noget af en forskrækkelse, da hun ville gå en tur med sine hunde fra Allershave og rundt i bugten.

Med hundene i snor gik hun gennem lågen tidligt en morgen i sidste uge og fulgte vandkanten. Pludselig kom en flok køer gennem buskadset. Tre røde køer fra flokken satte i fuld galop og styrede direkte mod Charlotte Lestern og hundene.

"Jeg blev så bange, men råbte og skreg som en sindssyg, viftede med armene og prøvede at gøre mig stor. Til sidst slap jeg hundene, selv om jeg godt ved, at det må man ikke på denne årstid," forklarer Charlotte Lestern.

Det fik de røde køer, som havde små kalve med sig, til at stoppe lidt op. Med hjertet bankende helt oppe i halsen kom hun væk fra stedet og tilbage til bilen med begge hunde.

Oplevelsen fik hende til at ringe til ejeren af køerne, Michael Meyer, der både har de hvide og brogede køer, som går på Vesterlyng, og de nye røde køer.

Man skal have respekt for køerne

Han bekræfter, at der er kommet otte nye køer med små kalve på Vesterlyng. Det var dem, der løb efter hundelufteren.

"De nye køer har nok et noget mere udviklet moderinstinkt end de køer, jeg har herude i forvejen. De har 14 dage gamle kalve, så de kan godt blive meget beskyttende, når de ser en hund," siger Michael Meyer.

Han siger, at køer normalt er fuldstændig ligeglade med mennesker, men at det er hundene, de reagerer på.

"De vil jo beskytte deres kalve. Om et par uger er kalvene så store, at de ikke på samme måde reagerer på hunde, og så falder det hele lidt til ro," mener Michael Meyer.

Man skal have respekt for køerne, understreger han. De køer, som har gået på Vesterlyng længe, er mere vant til mennesker, men man skal altid have respekt for dyrene.

"Mange af dem, der kommer på Vesterlyng, kender køerne og færdes fint sammen med dem. Men man skal altid have respekt for dyrene, især når de har kalve. Så træder deres moderinstinkt i kraft, og man kan opleve, at de kommer imod en. Men det er altid hunden, de er ude efter. I den situation vil jeg derfor foreslå, at man slipper hunden," siger Michael Meyer.

Han tager alle henvendelser fra borgere, der oplever episoder med køerne på Vesterlyng, alvorligt og er ude at se til sine køer næsten dagligt.

Han har ikke hørt om andre, der har oplevet, at køerne er kommet løbende eller har virket aggressive.

Et godt råd er dog altid at holde afstand til køerne og ikke gå imellem en ko med en kalv. 

Del