Informationsmøde markerer ny ansøgningsrunde til Kulturpuljen
Efter en succesfuld første ansøgningsrunde inviterer foreningen Sammen om Kulturen nu til informationsmøde om den kommende runde i Kulturpuljen.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Efter en succesfuld første ansøgningsrunde inviterer foreningen Sammen om Kulturen nu til informationsmøde om den kommende runde i Kulturpuljen. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse tirsdag.
Mødet finder sted mandag den 26. maj kl. 16.30 i Den Røde Sal i Høng Kultur- og Bevægelsespark, hvor bestyrelsen vil præsentere tema, kriterier og den praktiske ansøgningsprocedure for puljen.
Ved første ansøgningsrunde modtog Sammen om Kulturen i alt 25 ansøgninger, og omkring 1 million kroner blev fordelt til 15 kulturprojekter rundt i Kalundborg Kommune.
Byrum og fælles mødesteder som scene
Foreningen arbejder for at styrke udviklingen af kulturtilbud og events samt løfte kulturlivet i hele Kalundborgegnens geografi gennem samarbejde og økonomisk støtte. Temaet for den kommende ansøgningsrunde er fortsat “Byrum og fælles mødesteder som scene”.
Med afsæt i byrum og fælles mødesteder ønsker Sammen om Kulturen at støtte projekter, der bringer kulturen tættere på borgernes hverdag og skaber liv, identitet og stærkere fællesskaber i byrum, bymidter og lokalsamfund.
Øget fokus på samarbejder
I den nye ansøgningsrunde vil der samtidig være øget fokus på samarbejder mellem flere aktører samt større aktiviteter og arrangementer, der kan føre til nye kulturkoncepter, fællesskaber og langsigtede samarbejder.
“Første ansøgningsrunde viste tydeligt, hvor mange stærke kulturidéer og engagerede aktører der findes i hele kommunen. Nu glæder vi os til at tage næste skridt og i endnu højere grad understøtte samarbejder og fælles projekter, der kan skabe nye aktiviteter,” lyder det fra bestyrelsen for Sammen om Kulturen.
Alle interesserede er velkomne
På informationsmødet får deltagerne også mulighed for at høre om erfaringerne fra første ansøgningsrunde og hente inspiration til nye samarbejder og projektidéer. Alle interesserede er velkomne.
Fra den 26. maj vil borgere, foreninger, institutioner og øvrige aktører kunne finde ansøgningsskema, kriterier og yderligere information hos Kalundborg Kommune under Sammen om Kulturen. Ansøgningsfristen er den 15. august 2026.