Indstillinger til Årets Ildsjæl 2026 er åbne
Kalundborg Kommune opfordrer borgere til at indstille kandidater til Årets Ildsjæl 2026.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Kalundborg Kommune opfordrer borgere til at indstille kandidater til Årets Ildsjæl 2026, som uddeles af Folkeoplysningsudvalget.
Prisen sætter fokus på den frivillige indsats, der hver dag bidrager til at skabe liv, fællesskab og muligheder i kommunens kultur-, fritids- og foreningsliv.
Årets Ildsjæl gives til en person, der gennem stort engagement og en vedholdende indsats gør en mærkbar forskel for andre. Det kan være en person, som skaber aktiviteter, styrker fællesskaber eller på anden måde bidrager til udviklingen af det lokale kultur- og fritidsliv.
En særlig frivillig indsats
Prisen tildeles en borger, som har ydet en særlig frivillig indsats inden for kultur, fritid eller foreningsliv, skaber værdi for fællesskabet gennem initiativ, vedholdenhed og engagement samt har gjort en mærkbar forskel for andre.
Priserne fra Folkeoplysningsudvalget uddeles i 2026 i forbindelse med Bevæg Festival, der afholdes den 5. september.
Ifølge Kalundborg Kommune skal flytningen af prisuddelingen til festivalen bidrage til at synliggøre de mange frivillige kræfter og det aktive foreningsliv i kommunen over for et bredere publikum. Ud over Årets Ildsjæl uddeler Folkeoplysningsudvalget også priserne Årets Leder og Årets Udøver.
Folkeoplysningsudvalget opfordrer alle til at indstille kandidater, så de mange frivillige kræfter og gode eksempler på engagement i kommunen kan blive synliggjort og anerkendt.
”Når man er frivillig betyder en anderkendelse og et skulderklap alverden. Det bliver man stolt af og lige det kan give ny energi, lyst og gejst," siger Trine Birkmose, formand for Folkeoplysningsudvalget.
Tre priser
Årets Leder gives til en leder i en forening godkendt i Kalundborg Kommune, som gennem engagement, ansvar og organisatorisk overblik bidrager til udvikling, trivsel og fællesskab i foreningen. Kandidater til prisen kan indstilles af foreninger godkendt i kommunen.
Årets Udøver gives til en aktiv udøver, der har markeret sig gennem præstationer, udvikling eller som en positiv rollemodel i sin forening og i kommunen. Også denne pris indstilles af foreninger godkendt i Kalundborg Kommune.
Fristen for at indstille kandidater er den 9. august 2026.