Ikke alt behøver at være traditionelt

Traditioner vejer ofte tungt også, hvad angår begravelser og bisættelser. Men måske kan man gøre nogle ting anderledes – mere moderne?

Ikke alt behøver at være traditionelt
Freja Christiansen fra Den Lille Blomsterbutik laver lige nu opgave, og har valgt at se på anderledes pynt til begravelser. Fotos: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

20-årig Freja Christiansen er elev i Den Lille Blomsterbutik, som ejes af Charlotte Rasmussen. Hun er færdig som blomsterdekoratør til sommer, og er lige nu i gang med en opgave, hvor hun har valgt at se på begravelser/bisættelser på en mere moderne måde.

Traditioner vejer ofte tungt også, hvad angår begravelser og bisættelser. Men måske kan man gøre nogle ting anderledes – mere moderne? Det har Freja Christiansen i hvert fald sat sig for at finde ud af.

”Jeg har valgt at kigge på begravelser på en ny måde – en mere moderne måde. Jeg har forsøgt at bruge naturen, herunder grene og mos. Men i det hele taget kan det være alt fra haven og skoven,” fortæller Freja Christiansen, og fortsætter:

Kistepynt behøver ikke nødvendigvis at være traditionelt. Man kan også tænke mere moderne - også med bårebuketten, ligesom man tidligere har gjort med andre ting, fx brudebuketten. Det er jo stadig en form for en krans og kistepynt, det ser bare lidt anderledes ud i form og materiale.”

Kig forbi – se dekorationerne og svar på spørgeskema

Kunderne kan komme forbi og se de fine dekorationer, som Freja Christiansen har lavet, da de står fremme i butikken i denne uge. Derudover er der et spørgeskema, som hun håber, at kunderne vil udfylde. Det er anonymt.

”Det vil hjælpe mig meget, hvis folk vil udfylde skemaet, da jeg så kan bruge det videre i min opgaveskrivning. Det er jo også rart at vide, hvad folk egentlig tænker om en anderledes kistepynt, så man ved, om det er noget, man kan bygge videre på eller ej,” siger Freja Christiansen, og fortsætter: ”Det handler jo også om, om kvinder og mænd synes det samme, alder spiller en rolle ligesom demografi gør.”

Freja Christiansen er uddannet blomsterdekoratør til sommer. Hendes dekorationer til begravelser/bisættelser vil være at se i butikken på Sct. Jørgensbjerg i Kalundborg frem til på lørdag.

Del