Høng fik sit længe ønskede springcenter
Det nye springcenter i Høng blev indviet søndag – noget, Høng Gymnastik har set frem til i mange år.
Video: Brian Kristensen
Af Thomas Gosch thomas@gosch@tv-kalundborg.dk
Søndag den 18. oktober er en dag, man har ventet på i flere år i Høng. Det var nemlig dagen, hvor man kunne indvie det længe ventede springcenter i Høng.
Springcentret har længe været et stort ønske i Høng, hvor man gennem flere år har kørt til Gørlev for at træne springgymnastik.
Ønsket var, at der blev plads og råd til et springcenter i forbindelse med bygningen af Høng Kultur- og Bevægelsespark, der stod færdigt i 2020.
Åbningen begyndte klokken 13 med taler, klipning af den røde snor og lagkage til de første 150 gæster.
Der blev holdt tre taler. Først borgmester Martin Damm, som blandt andet ønskede tillykke med det nye flotte springcenter og takkede alle, som havde været involveret i projektet. Han snakkede samtidig om, at det på sigt kunne være fantastisk, hvis hallerne kunne blive koblet sammen. Han ville ikke love det på stående fod, men påpegede, at det jo var godt, at ønskelisten ikke var tom.

Borgmester Martin Damm holdt den første af de tre taler ved åbningen af det nye springcenter i Høng. Foto: Brian Kristensen
Derefter holdt Hans Munk, formand for Kultur- og Fritidsudvalget, og Ane Ebbeskov fra Elkiær + Ebbeskov Arkitekter hver deres tale.
Herefter var der mulighed for at prøve de nye faciliteter sammen med centerets trænere, og senere var der opvisning ved Høng GF Teamgym i multisalen.
Springcenter Høng er skabt for at give endnu bedre rammer for gymnastik og spring i Kalundborg Kommune. Centeret vil blandt andet blive brugt af gymnastikforeningerne i Høng, Rørby-Værslev og Vinde Helsinge og danne ramme om både træning, fællesskab og udvikling.

Camilla Lander, formand for Høng Gymnastikforening, og Rasmus Mattison, instruktør i Rørby-Værslev Idrætsforening, fik lov til at klippe den røde snor. Foto: Brian Kristensen
Det nye springcenter er blevet til gennem et samarbejde mellem Kalundborg Kommune, lokale foreninger og en række engagerede aktører, som gennem flere år har arbejdet for at styrke mulighederne for gymnastik og bevægelse i området.