Hjemmehæklet kjole skal på auktion
Karina Hansen, Hønses Garn i Høng Centret, har frem til den 23. oktober en hjemmehæklet brudekjole stående i sit vindue. Den er på auktion og pengene skal gå til Kræftens Bekæmpelse.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Hønses Garn i Høng Centret er mere end en garnbutik. Det er også et sted, hvor kunderne sidder og strikker og hækler. Ofte falder der en snak af med Karina Hansen, der er indehaver af garnbutikken.
Det var netop under en snak med en kunde, at det kom frem, at Karina Hansen og kunden havde noget til fælles: De havde begge haft kræft tæt inde på livet, idet kunden havde mistet flere familiemedlemmer til kræft.
”Min datter var meget syg af kræft, da hun var lille, og vi var igennem et meget voldsomt forløb,” fortæller Karina Hansen.
Samtalen fik kunden til at tilbyde at hækle en brudekjole, som kunne sættes på auktion i butikken. Pengene fra auktionen skal gå til Kræftens Bekæmpelse.
Brudekjolen er hæklet af små, runde stykker, der er hæklet sammen. Den er i størrelse medium og måler 160 centimeter fra skulderen, 89 centimeter over brystet og 94 centimeter over hofterne.
Det har taget fire en halv måned at hækle kjolen.

Kjolen er hæklet af små runde stykker, der er hæklet sammen. Foto: Charlotte Koefoed
Auktionen løber frem til den 23. oktober. Dagen efter er der stor landsindsamling på TV 2, og mange steder afholdes der lokale arrangementer fredag den 23. oktober.
Auktionen er allerede i gang, og mindsteprisen er 1.500 kroner.
I forbindelse med auktionen har Hønses Garn også arrangeret en konkurrence, hvor man skal gætte, hvor meget kjolen vejer.
Den, der gætter rigtigt, vinder et gavekort på 1.000 kroner til Hønses Garn. Vinderen trækkes den 24. oktober.