Heste, kræmmerboder og tivoli i Gørlev – søndag fortsætter markedet

Søndag fortsætter Hesteskue og kræmmermarked med blandt andet hesteshows, kæphestekonkurrence og veteranbiler.

Heste, kræmmerboder og tivoli i Gørlev – søndag fortsætter markedet
Heste og ponyer i alle størrelser, kræmmerboder, kæledyr og børnetivoli fyldte lørdag markedspladsen i Gørlev. Fotos: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Heste og ponyer i alle størrelser, kræmmerboder, kæledyr og børnetivoli fyldte lørdag markedspladsen i Gørlev. Søndag fortsætter Hesteskue og kræmmermarked med blandt andet hesteshows, kæphestekonkurrence og veteranbiler.

Lørdag var hestene i centrum ved sensommerens føl- og plagskue i Gørlev, hvor 45 heste og ponyer var tilmeldt. Dagen blev indledt med en åbningstale af Jacob Beck Jensen, formand for Teknik-, Natur- og Miljøudvalget i Kalundborg Kommune. Herefter skulle de bedste fra hver race udtages til fælleskonkurrencerne på tværs af racerne. Et dommerhold skulle finde skuets bedste føl samt de bedste et-, to- og treårsheste. Når hestene ikke var i ringen, kunne gæsterne komme tæt på dyrene og tale med udstillerne.

På pladsen var der også et stort udvalg af kræmmerboder med blandt andet loppefund, smykker, tøj, sko, hjemmelavede bolcher og slagtervarer. Skipperkroen havde både restauranttelt og grilltelt på pladsen, mens TopJumps børnetivoli bød på aktiviteter for især de yngste. Det populære tog Magnus kørte desuden rundt på pladsen.

Både lørdag og søndag er der kæledyrsudstilling.

Søndag er showdag

Markedet fortsætter søndag, hvor borgmester Martin Damm holder åbningstalen klokken 10. Søndagen er showdag med blandt andet Clydesdale-heste og vogne samt frieserhestene fra Sort Guld. Der kommer flere shows i løbet af dagen, men indholdet holdes som en overraskelse.

Gæster med interesse for andre typer hestekræfter kan se en række veteranbiler af mærket Citroën. Den populære kæphestekonkurrence vender også tilbage, og her kan deltagerne udfordre sig selv og forsøge at komme hele vejen rundt på banen.

Søndag lukker pladsen klokken 15.

Parkering støtter arrangementet

Ved indkørslerne til Gørlev Føl- og Plagskue står parkeringsvagter klar til at opkræve parkeringsafgift. Parkeringsbilletten kan afleveres ved informationsvognen, hvorefter man deltager i en konkurrence.

”Indtægten fra parkering er en meget vigtig faktor for, at der fortsat kan være skue og marked i Gørlev, så vi håber, at mange vil støtte vores skue og marked, så arrangementet kan fortsætte fremover,” lyder det fra Gørlevudvalget.

Det er ikke tilladt at parkere på vejene omkring markedspladsen.

Del