Hellere Kalundborg Rock'er end Smukfest

Kalundborg Rock'er har gæster fra alle steder. For eksempel Debbie fra Californien og Anett fra Århus. De vil hellere til festival i Kalundborg, end Smukfest i Skanderborg.

Hellere Kalundborg Rock'er end Smukfest
Debbie Jensen fra Californien, men med rødder på Kalundborg-egnen, og veninden Anett Grauballe fra Aarhus er vilde med Kalundborg Rock'er. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Rock'er lukkede torsdag eftermiddag gæsterne ind på festivalpladsen ved Gisseløre, og nogle af de første, der fik deres armbånd på, var de to veninder Debbie og Anett.

Med store smil og masser af energi var de klar til at indtage grønsværen og bruge tre dage på at høre musik og hygge sig.

De to veninder kommer fra to vidt forskellige steder. Debbie Jensen bor i Californien, men har rødder i Kalundborg og er for tiden på et tre måneders besøg, mens Anett Grauballe fra Aarhus er taget til Kalundborg for at være sammen med sin veninde. Og være på Kalundborg Rock'er.

"I love Karl Hermans Trio. Jeg elsker dem bare – og John Mogensen. Og så skal jeg høre Lis Sørensen og Volbeat Tribute," fortæller Debbie Jensen på en blanding af amerikansk og dansk.

Hendes mangeårige veninde Anett Grauballe er fra Aarhus. Og hun vil hellere til Kalundborg Rock'er end til Smukfest, selv om det ligger noget tættere på hendes bopæl.

"Jeg har været på Smukfest over 25 gange, men nu gider jeg ikke mere. Det er blevet for stort. Vi har fælles venner her i Kalundborg, og jeg kan meget bedre lide at komme her," siger Anett Grauballe.

Du finder hele programmet til Kalundborg Rock'er lige her

Del