Gymnasieelever skød aktivitetsdagen i gang med optog gennem byen
Fredag formiddag var der masser af liv og glade unge mennesker i Kalundborgs gader, til trods for det lidt kedelige sommervejr.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Knap 600 elever fra Kalundborg Gymnasium og HF samt NEG indledte fredag den årlige aktivitetsdag med et festligt optog gennem Kordilgade.
Fredag formiddag var der masser af liv og glade unge mennesker i Kalundborgs gader, til trods for det lidt kedelige sensommervejr, da eleverne på Kalundborg Gymnasium og HF samt NEG deltog i det traditionelle optog gennem Kordilgade.
Optoget begyndte på Øen og fortsatte gennem byen til amfiscenen i Klosterparken. Her fik de knap 600 elever instruktioner om dagens program, inden de klassevis blev sendt videre til aktiviteter på boldbanerne og de udendørs arealer omkring gymnasiet.
Samarbejde og kreativitet i centrum
Aktivitetsdagen byder på en række utraditionelle idrætsaktiviteter, hvor klasserne dyster mod hinanden. Det handler dog ikke kun om hurtighed og styrke. Flere af disciplinerne kræver både samarbejde, kreativitet og evnen til at finde på alternative løsninger. Eleverne skal blandt andet lave forskellige samarbejds-øvelser, dåsekast, dansebanko, sangdyst og meget mere.
Skaber fællesskab på tværs
Formålet med aktivitetsdagen er at styrke sammenholdet i klasserne i begyndelsen af skoleåret. Samtidig giver dagen eleverne mulighed for at lære hinanden bedre at kende og få fælles oplevelser på tværs af klasser og årgange.
Flere klasser var gået helhjertet ind i dagen og mødte op i ens udklædning, inden konkurrencerne mod skolens øvrige klasser for alvor gik i gang.