Guld og sølv til unge roere fra Kalundborg Roklub

Tilde Top Dalgaard og Hannah Friis Holdt fra Kalundborg Roklub sikrede sig henholdsvis guld og sølv ved DM og Nordisk Mesterskab i havkajakteknik.

Guld og sølv til unge roere fra Kalundborg Roklub
Tilde vandt for fjerde år i træk guld. Privatfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Tilde Top Dalgaard og Hannah Friis Holdt fra Kalundborg Roklub sikrede sig henholdsvis guld og sølv ved DM og Nordisk Mesterskab i havkajakteknik. For Tilde var det fjerde år i træk, hun vandt guld.

Lørdag den 29. august afholdt Dansk Kano- og Kajakforbund DM og Nordisk Mesterskab i havkajakteknik på Kajakhotellet på Amager.

Fra Kalundborg Roklub deltog Tilde Top Dalgaard og Hannah Friis Holdt i U18-kategorien. Hannah vandt sølv, mens Tilde tog guldet for fjerde år i træk.

13 forskellige øvelser

Banen bestod af 13 forskellige øvelser, heriblandt baglæns slalom, redninger, sideforflytning, håndpadling og rul gennem en hulahopring.

Alle deltagere skulle gennemføre teknikbanen mindst to gange på hurtigst mulig tid i forskellige heats. Det gjaldt om at komme hurtigst gennem banen og samtidig undgå fejl, som kostede tid.

Sætter sig et nyt mål hvert år

Tilde Top Dalgaard glæder sig allerede til næste års konkurrence.

”Jeg er med, fordi det er sjovt og elsker konkurrencer. Hvert år sætter jeg mig et nyt mål, og så øver jeg, så jeg kan bruge teknikken til DM. Jeg glæder mig til næste år,” siger Tilde Top Dalgaard.

Ud over U18 blev der konkurreret i kategorierne intro, +50, +60, Herre Open og Dame Open. I alt deltog 35 personer i årets mesterskab.

Del