Grundlovsmøde i Høng

Traditionen tro var der grundlovsmøde på Høng Gymnasium og HF - arrangeret af de politiske partier i byen i samarbejde med gymnasiet.

Grundlovsmøde i Høng
Pylle Quaade fra Det radikale Venstre nåede at holde sin tale, inden man måtte rykke indendørs i tørvejr. Privatfoto
Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk
For første gang i mange år drillede vejret så meget til grundlovsmødet i Høng, at arrangementet måtte flytte ind i skolens samlingssal, hvilket de 75-80 deltagere dog tog med fin tålmodighed.
Men først nåede dagens første taler at holde sin tale ude på plænen. Rektor Lise Houkjær bød velkommen til Pylle Quaade fra Det radikale Venstre, som havde valgt at tale bruge dagens fejring af ytringsfriheden til at tale om regnbueflaget.
"For mig handler det om tolerance gensidig respekt og kærlighed. Flaget ses i gadebilledet, når vi fejrer retten til at være den du er ved at hejse flaget i forbindelse med pride arrangementer." Ord som ulækkert bliver ofte brugt om os der tør vise regnbuelaget, men jeg synes det er ulækkert at træde i en hundelort, måske en varm hundelort med bare tæer og langt til vand og sæbe. Men at se mennesker holde i hånd kramme og være glade, kan da kun vække tillid til en bedre verden," sagde Pylle Quade blandt andet.
Herefter gik arrangementet videre inden døre - efter at gæsterne havde forsynet sig med pølser og kaffe/kage fra kostskolens køkken, hvor dagens anden taler var den nys afgåede elevrådsformand, Luka Andersen. Han valgte at fokusere på vores "Hverdagsdemokrati. 
"Demokrati handler netop om, at vi ikke skal mene det samme. Det handler om, at der skal være plads til forskel. Plads til spørgsmål. Plads til fejl. Plads til at sige: “Jeg ser det anderledes.” Og også plads til at lytte, når andre siger det samme tilbage. For retten til at tale er vigtig. Men evnen til at lytte er mindst lige så vigtig," sagde han. 
Han kom også ind på, at  ‎en stemme er ikke kun vigtig, når den er høj. En stemme er også vigtig, når den er stille. Når den er nervøs. Når den kommer fra én, der normalt ikke siger så meget.
"Når den kommer fra en ung, som stadig er ved at finde ud af, hvem de er. Og derfor betyder Grundloven også noget for os elever," sagde Luka Andersen. 
"Vi unge får tit at vide, at vi er fremtiden. Og det er vi også. Men vi er ikke kun fremtiden. Vi er også nutiden.
Vi går på skolen nu. Vi lever i verden nu. Vi mærker presset nu. Vi har holdninger nu."
Efter talerne optrådte gymnasiet musikhold med to gode sange, inden Høng Gymnastikforenings dygtige teamgymnaster gav en smagsprøve på deres kunnen. 

Del