Grøn fest og farver på Friluftsgården

Fem år med Grønt Flag blev fejret med Color Run og borgmesterbesøg.

Grøn fest og farver på Friluftsgården
Den integrerede daginstitution, som er en del af Vinde Helsinge Friskole og Vestsjællands Idrætsefterskole, havde inviteret alle børn fra vuggestue til børnehave med til en stor jubilæumsfest med fokus på natur og udeliv.

Af Gitte Korsgaard  gitte@tv-kalundborg.dk

Der var masser af grønne farver, musik og glade børn, da Friluftsgården i Vinde Helsinge fejrede, at institutionen for femte år i træk har modtaget Friluftsrådets ”Grønne Flag”.

Den integrerede daginstitution, som er en del af Vinde Helsinge Friskole og Vestsjællands Idrætsefterskole, havde inviteret alle børn fra vuggestue til børnehave med til en stor jubilæumsfest med fokus på natur og udeliv.

Det Grønne Flag er en synlig anerkendelse af Friluftsgårdens pædagogiske arbejde med naturen og udelivet.

“Vi vil gerne være et dagtilbud, som inddrager naturen og skaber gode oplevelser for børnene med udelivet,” fortæller daglig leder Susanne Kruse.

Color Run i grønne omgivelser

Dagens højdepunkt var et grønt Color Run, hvor både børn og voksne blev dækket af grøn farve undervejs.

Legepladsen var forvandlet til en grøn rundstrækning med træer, blade og natur som kulisse for løbet. Alle børn deltog iført hvide jubilæums-T-shirts, som hurtigt skiftede farve undervejs. Børnene løb glade og energiske rundt på banen, inden dagens finale ventede.

Borgmesteren hejste det grønne flag

Kalundborgs borgmester Martin Damm (V) deltog også i fejringen, og tog en æresrunde sammen med børnene og det nye flag. Efterfølgende samledes alle ved flagstangen, hvor borgmesteren hejste det Grønne Flag.

Efter festlighederne kunne både børn og voksne nyde grønne is og saft, inden dagen blev afsluttet med forældrekaffe om eftermiddagen.

Del