Grete Balle fejres med kunst og fest i Kalundborg

Den lokale kunstner hyldes ved indvielse af nyt gavlmaleri dagen før sin 100-års fødselsdag.

Grete Balle fejres med kunst og fest i Kalundborg
Når Kalundborg samles lørdag den 25. april på Solskinspladsen, er det i høj grad for at fejre kunstneren Grete Balle. Foto: Charlotte Koefoed.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Den lokale kunstner hyldes ved indvielse af nyt gavlmaleri dagen før sin 100-års fødselsdag.

Når Kalundborg samles lørdag den 25. april på Solskinspladsen, er det i høj grad for at fejre kunstneren Grete Balle. Dagen før hun fylder 100 år, bliver hun centrum for en festlig markering med både kunst, byfornyelse og fællesskab.

Gavlmaleri hylder kunstnerens livsværk

Et nyt stort gavlmaleri, inspireret af Grete Balles kunst, bliver officielt afsløret ved arrangementet. Værket er udført af billedkunstner Anne Bundgaard, som har arbejdet på gavlen de seneste uger. Grete Balle har selv fulgt processen tæt og bidraget med sin erfaring undervejs, mens værket tog form på Solskinspladsen.

Fejringen begynder allerede om formiddagen, hvor Grete Balle bliver hentet i sit hjem i en rickshawcykel af en pilot fra Cykling Uden Alder. Herfra køres hun til Kordilgade, hvor hun modtages af blandt andre borgmester Martin Damm samt musikere. Sammen bevæger de sig gennem byen til Solskinspladsen, hvor hun ankommer klokken 11 til dagens officielle program.

En dag med taler og hyldest

På Solskinspladsen vil der være taler og musik, hvor både gavlmaleriet og kunstnerens runde fødselsdag markeres. Samtidig fejres de seneste forbedringer i midtbyen, herunder Møllebakketrappen og parkeringsområdet i Bredgade.

Kalundborg Forskønnelsesforening står bag arrangementet, som samler flere anledninger til én stor fejring.

Kunst, byliv og fællesskab

Byen vil være pyntet med flag langs Kordilgade, og på Solskinspladsen opstilles scene samt borde og stole til de fremmødte. Fejringen bliver dermed ikke kun en markering af nye fysiske rammer i byen, men også en hyldest til en kunstner, der har sat sit præg på Kalundborg gennem et helt liv.

Del