Gørlev Skole indvier ny multibane til glæde for hele byen

Den nye bane skal ikke kun bruges af skolens elever, men også være et aktiv for resten af byen.

Gørlev Skole indvier ny multibane til glæde for hele byen
Tirsdag eftermiddag blev Gørlev Skoles nye multibane officielt indviet. Fotos: Kalundborg Kommune.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Tirsdag eftermiddag blev Gørlev Skoles nye multibane officielt indviet, da borgmester Martin Damm klippede den røde snor foran elever, forældre og ansatte på skolen.

Den nye bane skal ikke kun bruges af skolens elever, men også være et aktiv for resten af byen. Ved indvielsen fremhævede borgmesteren betydningen af gode muligheder for bevægelse og aktivitet.

”Multibanen er med til at sikre, at vores børn får bevæget sig. Samtidig gør placeringen af banen, at den kan bruges af alle i Gørlev – og ikke kun af eleverne på skolen”.

Ifølge skoleleder René Bojsen er multibanen en del af en større udvikling af skolens udeområder: ”Etableringen af multibanen er et skridt i en længere proces med at give skolens udeområder et løft. Og med multibanen håber vi, at flere end vores elever vil bruge den. Den er - ligesom resten af skolens udeområde - tilgængelig for alle. Vi håber også, at alle, der bruger den, vil passe på den, så den kan skabe glæde i mange år frem i tiden.”

Realiseret gennem samarbejde

Projektet er blevet realiseret gennem et samarbejde mellem skolen og lokale erhvervsdrivende, som sammen har bidraget til finansieringen af banen. I alt er der indsamlet 250.000 kroner til projektet.

I sin tale takkede Martin Damm de virksomheder, der har støttet etableringen: ”Det er utrolig flot, at skolen har indsamlet 250.000 kr. sammen med lokale erhvervsdrivende, så multibanen kunne etableres.”

Også skoleleder René Bojsen rettede en stor tak mod både erhvervslivet og skolebestyrelsen: ”Uden vores lokale erhvervsliv fik vi ikke en ny multibane. Jeg er rigtig glad for, at de også kan se en værdi i at investere i skolen – og i Gørlev som by. Og så er jeg også rigtig glad for arbejdet i skolebestyrelsen og for, at vi nu har taget et stort skridt i den rigtige retning i moderniseringen af vores udeområder.”

Fodboldkamp mellem børn og voksne

Selvom banen har stået næsten færdig i flere måneder, har det nye underlag været den sidste afgørende brik, før banen kunne tages i brug. Det blev markeret med en fodboldkamp mellem borgmesteren og skolens ledelse på det ene hold og tre elever fra 7.a på det andet.

Voksenholdet løb med sejren, men ifølge René Bojsen var fællesskabet og stemningen det vigtigste ved dagen:

”Det har været en helt fantastisk eftermiddag. Eleverne har været så spændte på den nye bane, og de var rigtig glade for Martin Damms besøg. Alt i alt har det været en super god eftermiddag, og vi glæder os alle til at få brugt banen til alle mulige aktiviteter,” afslutter han.

Del