Gørlev Heste og kræmmermarked for 50. gang
Arrangementet har været afholdt siden 1977 og samler igen i år hesteudstillere, kræmmere og besøgende fra nær og fjern.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Fra den 3. til 5. juli afvikles Gørlev Hesteskue og Kræmmermarked, som i år kan fejre 50-års jubilæum. Arrangementet har været afholdt siden 1977 og samler igen i år hesteudstillere, kræmmere og besøgende fra nær og fjern.
Fredag klokken 14 åbner markedet med omkring 95 kræmmer- og udstillingsboder samt tivoli for børn. På pladsen vil der også være mulighed for at købe mad og drikke.
"Søren Tullesen fra Skipperkroen kommer med sit kæmpetelt, hvor der kan købes mad, og derudover har han også sit hyggelige grilltelt, hvorfra der kan købes pølser, kaffe og kage. Og så kan vi igen i år præsentere det børnevenlige tivoli TopJump," fortæller presseansvarlig for Gørlevudvalget, Lotte Carlsson.
I forbindelse med jubilæet er der intern reception fredag formiddag.
Hesteoptog lørdag
Lørdag indledes med det traditionelle hesteoptog gennem Gørlev. Optoget kører fra markedspladsen klokken 10 gennem byen. I spidsen for optoget er friserhingsten Esteban af Fyhn, der rider forrest med Gørlevudvalgets fane, efterfulgt af en vogn med Kalundborgs borgmester Martin Damm og en række ekvipager.
Tilbage på pladsen holder Kalundborgs borgmester Martin Damm åbningstale.
Lørdagens program byder på flere hesteshows. Blandt gæsterne er hestetræner Charmaine Berdino, som arbejder med frihedsdressur og tricks. Hun vil fortælle om sit arbejde med hestene og demonstrere forskellige øvelser. Derudover afholdes der igen i år kæphestekonkurrence for både børn og voksne.
For de yngste gæster vil der være mulighed for ponyridning, mens besøgende også kan opleve kæledyrsudstillingen, som er åben både lørdag og søndag. Der vil desuden være mulighed for at møde og klappe æsler.
Hesteskue søndag
Søndag starter med åbningstale ved Alan Waring fra Østdansk Belgisk Hesteavl. Herefter begynder bedømmelserne af de deltagende heste. Publikum kan følge bedømmelserne og møde udstillerne på pladsen.
"Der vil være heste i alle størrelser og som altid åben votering, så gæsterne kan følge med i bedømmelserne. Når hestene ikke er i ringen, vil der være mulighed for at besøge dem ved bommene og få en snak med udstillerne," siger Lotte Carlsson.
Der er tilmeldt heste fra en række forskellige racer, blandt andet belgisk hest, clydesdale, connemara pony, islandsk hest, oldenborg, shetlandspony, tinker og welsh pony.
Heste- og kræmmermarkedet slutter søndag klokken 16.
"Så snart sommerskuet er overstået, går vi i gang med at planlægge sensommerens skue, som foregår i uge 37," fortæller Lotte Carlsson.
Der opkræves parkeringsafgift pr. bil, og arrangørerne opfordrer gæsterne til at benytte de anviste parkeringsområder.
Yderligere information om programmet kan findes på arrangørernes hjemmeside og Facebook-side.