Giv landskabet tilbage til åen: Foredrag med ferskvandsprofessor Nikolai Friberg

Vores vandløb er under hårdt pres fra omgivelserne og mange modsatrettede interesser. Det vil ferskvandsprofessor Nikolai Friberg holder foredrag om onsdag den 22. april på Skolen på Herredsåsen.

Giv landskabet tilbage til åen: Foredrag med ferskvandsprofessor Nikolai Friberg
Ferskvandsprofessor Nikolai Friberg holder foredrag om vandløb. Foto: Chilbal film, Reersø


Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk


Bebyggelser helt ned til vandløbet, opdyrkning af de lavtliggende arealer langs åerne, udledning af kvælstof fra landbruget, hårdhændet oprensning og overuddybning er de kedelige og alvorligste udfordringer vores vandløb udsættes for år efter år.


DN Kalundborg sætter med et foredrag den 22. april med forsker og professor i ferskvandsbiologi Nikolai Friberg fokus på udfordringerne omkring åerne. Nicolai kommer med forslag til langtidsholdbare løsninger på, hvad der er nødvendigt at gøre, såfremt livet skal tilbage i vandløbene og ikke mindst bud på, hvad der skal gøres, hvis uønskede oversvømmelser langs vandløbene skal undgås i fremtiden.

Nikolai er efter en længere årrække i Norge, som forskningschef for Norsk Institut for Vandforskning, vendt tilbage til Danmark for at lede et nyt center for naturbaserede løsninger på Århus Universitet. Tidligere var et af Nikolais første store projekter genetableringen af Skjern Å.

Det danske landskab står med aftale om ”Et Grønnere Danmark” i daglig tale kaldet 3-part aftalen overfor store forandringer. Der er og bliver kamp om arealerne, hvorfor samtænkning af flere anvendelser af de samme arealer også kaldet Multifunktionel arealudnyttelse allerede er et must.

Fodslæbende politikere

Ifølge Nikolai Friberg har ”Danske politikere været for fod slæbende” og undgået naturbaserede løsninger. Løsninger, hvor naturen kan udgøre hele eller en stor del af løsningen på de udfordringer, som vi med bl.a. klimaforandring, forurening, fødevaresikkerhed og sikring af værdier står overfor. I Norge og Sverige er de meget længere med at arbejde med naturbaserede løsninger. I Danmark sakker vi bagud på
dette vigtige område.

De negative konsekvenser af øget nedbør som følge af klimaforandringerne skal imødegås med naturbaserede virkemidler. Løsninger i Nedre Halleby å der begynder opstrøms - helt oppe i Store Åmose. Genslyngning og mere plads til vandet i landskabet reetablerer naturen, bringer livet tilbage i vandløbene og øger biodiversiteten.

Der skal tænkes i store sammenhænge

Enkeltstående tiltag løser ikke udfordringerne. Der skal tænkes i store sammenhænge med naturen selv som løsningen.
Foredraget indledes med filmen om vandløbet Nedre Halleby å, som DN Kalundborg fik produceret i 2025 til belysning af udfordringerne omkring dette vandløb. Udfordret af, at mennesker vil styre og forme landskabet og åen – så der ikke bliver plads til at lade åen udfolde sig, som det fra naturens side er bestemt.

På 10 minutter og 21 sekunder fortælles historien om, hvordan vandløbet Nedre Halleby å, der bl.a. afvander Åmosen og Tissø til Storebælt igen kan blive et naturligt levende vandløb med god økologisk tilstand og høj biodiversitet.

Filmen fortæller også om, hvordan vi naturligt uden store investeringer i tekniske driftstunge anlæg undgår uhensigtsmæssige oversvømmelser af fx sommerhusgrunde. Mød Nicolai og bliv klogere på, hvad der skal til for at restaurere åen og dens omgivelser og dermed også få livet og den biologiske mangfoldighed tilbage i vandmiljøet. Filmen er produceret til Danmarks Naturforening Kalundborg afdelingen af Chilbal Film og støttet af Velux Fondens Blåt Guld pulje.

Foredraget er gratis. Der serveres kaffe og kage.
Skolen på Herredsåsen, aulaen – Herredsåsen 5, 4400 Kalundborg
Onsdag den  22. april kl. 19:00-21:30

Del